I en park i München løb min computer tør for strøm, mens
jeg skrev på en roman. I stedet begyndte jeg at indtale på min telefon. Hvordan
påvirker det skønlitteratur at blive dikteret?
Kronik i Politiken, 1. april
2017
En skudsåret kinesisk udseende
mand lå og blødte. Vi bevægede os rundt i en penthouse-lejlighed med udsigt
over Isar, floden, der bringer klart og frisk vand i en rivende strøm fra De
Bayerske Alper gennem München. Bortset fra kineserens stønnen var der helt
stille. Vi undersøgte lejligheden rum for rum og skulle til at åbne døren til
det sidste rum, badeværelset.
Jeg vidste,
at der herude ville ligge et lig af et ungt menneske, lejlighedens eneste
beboer, i et badekar. Den unge tysker, Dietmar, havde fået hugget otte fingre
af. Min hovedperson, privatopdager Marcelo Krankl, vidste det endnu ikke.
Forfatteren, jeg selv, var ved at udfolde et dramatisk afsnit af den krimi, Højt spil, der blev skrevet under
tidspres. Årvågent og systematisk bevægede min detektiv sig fra køkkenet,
tilbage gennem stuen, ud i entreen og hen mod den lukkede badeværelsesdør.
Så meddelte
computeren med en høj alarmtone og en pop op-besked, at den var ved at løbe tør
for strøm.
Omkring mig fløjtede fuglene.
Glade stemmer og hundeglammen hørtes nede fra flodbredden. Nysgerrige,
grå-sorte egern, som der er mange af i Sydtyskland, pilede rundt i græsset og i
det tætte grønne krat ind mod jernbaneterrænet. Midsommersolen skinnede. Kronen
fra et kastanjetræ gav en passende halvskygge, så jeg kunne se bogstaverne på
skærmen. 8.000 roser var i blomst. Gartnerne gik og passede Rosengarten, mens den
kasketbærende forfatter skulle til at beskrive, hvordan blodet stadig løb langs
unge Dietmars underarme. Og hvordan det dryppede ned på badekarrets hvide
kanter.
Et paradisisk skrivested. Eneste problem: Computeren lukkede ned.
Jeg fandt en kuglepen frem fra min taske, men ledte forgæves efter et stykke
papir.
En time senere havde jeg en aftale, så der var ikke tid til at
tage tilbage til lejligheden og stikke strømforsyningen ind i min Lenovo. Jeg
var inspireret og koncentreret. Med den energi kunne jeg nå at skrive et par
sider mere, fulde af detaljer, dramatisk super-slow. Enden på en vellykket,
produktiv arbejdsdag.
Jeg så mig omkring. Mine tanker bliver afbrudt af et godstog på
vej mod Salzburg og videre ind i Østrig. Blikket scanner alle containerne, der
buldrede rytmisk forbi. Maersk, Maersk, Lauritzen, Maersk, DSV, DSV, DSV. Og så
videre, og så videre. Klare tanker var ikke mulige. Så vender fuglenes kvidren
tilbage. Fornuften også.
Jeg tager min telefon frem. Hvor er det nu, diktafonen sidder?
Jeg trykker på ”Programmer” og finder det blå ikon med en mørk mikrofon. Jeg
rømmer mig, tager tilløb.
”Godt, jeg prøver at diktere lidt,”
begynder jeg. ”Marcelo sparkede døren til Dietmars badeværelse op.”
Så tager jeg fat: ”Der i badekarret sad Dietmar Vogel. Eller det,
der var tilbage af ham. Tynde røde striber løb ned over kanterne af karret.”
Jeg fortsætter beskrivelserne. Marcelo Krankl var i
alarmberedskab, han registrerede, hvad han så, hørte, følte og lugtede.
Dagen efter indtastede jeg den ni minutter lange sekvens. Den
fyldte, hvad der svarer til halvanden bogside. Enkelte ting skulle naturligvis rettes,
upræcise ord, gentagne vendinger, for mange sætninger i træk, der begyndte med
”jeg”. Det var også nødvendigt at udbygge med nogle detaljer, jeg havde glemt,
blandt andet en bestemt blå nylonsnor, der var et vigtigt spor for min privatdetektiv.
Igen
kiggede jeg på teksten. Jeg lagde mærke til de mundtlige træk. De korte
sætninger. Hovedsætninger, kun ganske få bisætninger. Det lineære flow, ingen
tidsspring, ingen krumspring, ingen sidespring. De mange sansninger,
fortællingens registrerende kamerafunktion, gulvplanke for gulvplanke.
Det var dramatisk og intenst, unødvendige detaljer var skrællet
bort.
Jeg tænkte: Skal jeg fremover diktere førsteudkastet til mine
kapitler?
Senere tænkte jeg videre: Bliver litteratur i fremtiden til på
denne måde?
For fem år siden tilbragte jeg
en uge på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard i det bakkede, skov- og lyngklædte
sølandskab uden for Viborg sammen med den prisbelønnede tyske forfatter
Thorsten Nesch. Han skriver store, viltre ungdomsromaner med sigende titler som
Die Kreuzfahrt mit der Asche meines
verdammten Vaters og Buster, König
der Sunshine Coast.
Han fortalte mig, at han indtalte sine manuskripter direkte på
computeren ved hjælp af et tale-til-tekst-program.
Min første reaktion: Det er da snyd! En forfatter skal skrive.
Mine næste tanker: Fint for ham. Utroligt, at det kan lade sig
gøre.
Det
følgende sortsyn: Det dur garanteret kun på de store sprog, ikke på dansk.
Den
positive eftertanke: Men det kommer nok en dag.
Og det
gjorde det. Forskellige udenlandske apps og programmer har efterhånden inkluderet
dansk tale-til-tekst i deres sprogpakke. Det gælder bl.a. Google Docs, hvor man
arbejder med tekstdokumenter, regneark og andet, som gemmes ”i skyen”.
Programmet er dog fuldt af børnesygdomme og kan næppe bruges af en professionel
forfatter. Også journalisters, forskeres og andres drøm om en app, der kan
transskribere interviews, ser ud til at være langt væk, og testresultaterne ender
ofte med volapyksætninger, når man vil formulere mere end en lille sms-besked.
Derimod har
et firma i Brøndby udviklet et dansk tale-til-tekst-program, Dictus, som benyttes
af eksempelvis advokater og læger – professioner, hvor det tidligere var
almindeligt at diktere til en sekretær.
Også
handicappede hører til målgruppen for talegenkendelse. Ifølge
Ordblindeforeningen er Dictus ”det første danske program, der giver dig
mulighed for at lave breve og andre dokumenter bare ved at tale til PC’en.”
Foreningen tilføjer dog til sin anbefaling, at ”det kræver lidt øvelse at tale
roligt med korrekt og tydelig udtale”. For det er nemlig nødvendigt, hvis
resultatet skal være brugbart.
Forfattere
og andre skal altså tage et bevidst valg, investere noget tid og foreløbig ikke
have urealistiske forventninger, hvis de vil have talegenkendelse til at virke
som arbejdsmetode.
Efter mit møde med den tyske
forfatter på Hald Hovedgaard glemte jeg alt om tale-til-tekst i nogle år.
Jeg skrev videre på min computer, som de fleste forfattere har
gjort det de seneste 25-30 år: i tekstdokumenter, hvor vi springer frem og tilbage.
Vi skriver lidt her, lidt der. Vi forbedrer formuleringer, tjekker ting, retter
til, flytter rundt, sletter passager, tilføjer nye. Når det lykkes os at bevare
overblikket i denne kreative, let kaotiske proces, kommer der i sidste ende
ofte gode, gennemarbejdede værker ud af det. Arbejdsprocessen kan dog være
uskøn – for springende og usammenhængende. For de fleste, der skriver længere
tekster, ligger arbejdsglæden nok mest i oplevelsen af flow, den dybe
koncentration, den lineære skrivning. Fingrene danser hen over tastaturet; i denne
særlige tilstand er man på én gang bevidst og ubevidst. Man ænser ikke, at
tiden går. Man er høj, inspireret, ubekymret. Ofte er det i denne letvægtstilstand,
vi skriver vores bedste tekster, vores bedste afsnit.
I halvfemserne fulgte jeg som
en del af min uddannelse i litteraturvidenskab nogle kurser i retorik og
mundtlig formidling på Københavns Universitet. Vi lærte om de gamle græske og
romerske taler, deres opbygning, sproglige finurligheder og retoriske tricks.
Det hele
med navne, der minder om lægelatin: exordium,
probatio, refutatio, narratio og
peroratio, processen fra topos og
inventio til memoria og actio,
indholds- og lydbillederne allegori,
allitteration, metonymi og triade,
overbevisningsformerne logos, etos og patos, toppet op med beskidte argumenter af ad hominem-typen, hvor man med en slidt fodboldmetafor går efter
manden i stedet for bolden.
Vi studerende
stillede os op og holdt vores egne klassisk opbyggede taler, rystede
usikkerheden af os. Vi lærte om ”skriftsprogets iboende mundtlighed”. Det gode
skriftsprog er let at læse højt, uden at man kløjes i knudrede sætninger.
Vi læste den senere Roskilde-biskop, nu afdøde Jan Lindhardts
teorier om den orale kultur i hans bog Tale
og skrift – to kulturer. For en Bibel-mand som Lindhardt var skrift
selvklart ikke noget negativt, trods hans og hele retorikkens ideal om iboende
mundtlighed.
Skriftkulturen
har betydet to store kvantespring for menneskeheden: Først brugte oldgrækerne
på Platons og Aristoteles’ tid håndskriften til at udvikle et komplekst
filosofisk verdensbillede – meget af det i øvrigt baseret på Sokrates’ fiktive
dialoger – og til at lægge fundamentet til den vestlige verdens videnskaber. Så
opfandt Gutenberg i 1454 i bogtrykket; der skete en vidensrevolution, som førte
til oplysning og demokrati. Den fulde udbredelse af skriftmediets lagre af
viden er sket i vores digitale tidsalder.
Skriftmediet
har gjort synssansen dominerende og læseevnen og adgangen til viden til
afgørende for brugen af alverdens viden. I den mundtlige kultur var høresansen
ifølge Jan Lindhardt vigtigere og hukommelsen afgørende.
Til at
stimulere hukommelsen, når tingene ikke var nedfældet, benyttede man narrative
strukturer. Myter, fortællinger. Episke digte, tragedier og komedier. Masser af
genfortællinger, genfortolkninger. Helte og skurke. Guder og onde væsener. Gud
og Satan. Godt og ondt. Modsætninger og konflikter gjorde det muligt at
memorere fortællingerne. Gentagelser, eventyrets tre prinser eller prinsesser.
Faste vendinger, tilnavne og epiteter stimulerede erindringen: Den rapfodede
Achilleus. Den rosenfingrede dagning. Harald Blåtand. Gorm den Gamle. Også
bogstavrim bragte bud.
Bibelens fortællinger
eksisterede oprindeligt kun som mundtlige beretninger – bortset fra de
opdigtede stentavler med de ti bud. I fortællingen om syndefaldet er der kun to
aktive parter ad gangen: Gud og Adam. Slangen og Eva. Eva og Adam. Derefter
følger deres børn, Kain og Abel, fårehyrden og agerdyrkeren. Folkloristik og
religionsvidenskab taler om ”den sceniske totalslov”. Mere end to aktører gør
det svært for både fortæller og tilhører at rumme informationen.
Men er vi ikke kommet videre
på et par tusind år, kunne man spørge. Hvorfor lade os hæmme af fortidens fortællemæssige
begrænsninger? I den førskriftlige kultur – eller i kulturer, fx vikingernes, hvor
skriften var begrænset til ganske få personer og formål – var man tvunget til
at gøre tingene simple. Det kan vi vel bare betragte som et tidligt
udviklingstrin, eller hvordan? Jo, når det handler om videnskab, fagbøger,
lovgivning, breve fra myndigheder, nyhedsartikler, e-mails med
punktopstillinger, Facebook-opdateringer og så videre behøver vi ikke lade os
begrænse af fortidens simple fortælle- og erindringsredskaber.
Når det handler om skønlitteratur, er det måske knap så let at
svare. Skønlitteratur, hvad er det egentlig? Det er mestendels fortællinger. Og
fortællinger er genrer, der har udviklet sig over tusindvis af år, men som
stadig benytter nogle af de oprindelige handlingsstrukturer. Det gælder for
eksempel den spændingskurve, som hvis ret skal være ret siden er blevet
forfinet i spillefilm og krimier. Og det gælder det, som Aristoteles grinagtigt
simpelt døbte begyndelse, midte og slutning, men som stadig er den bedste
inddeling af litterære tekster. Fortællinger er myter, legender, eventyr.
Ikke bare
fortællekunsten fandt sin grundform for mange, mange generationer siden. Talekunsten
blev groft sagt opfundet af oldtidens grækere og romere, og den har ikke
udviklet sig meget siden. Det er ligesom med det gyldne snit i billedkunsten – groft
sagt en dobbelt tredeling af billedet, som indikerer, hvor det er mest
hensigtsmæssigt og harmonisk at placere ansigter og andre af de vigtigste
elementer. I både billedkunst, musik og litteratur findes der grundregler,
ting, som bare virker, uanset om det så skyldes tilvænning fra barnsben eller naturgivne
omstændigheder.
Alting kan
naturligvis varieres og udvikles, og kunstnere har til alle tider sprængt
rammerne. Men fortællingen – som vi har fået ind under huden og ind bag
øjenlågene som små, når vi lyttede til godnathistorier – er et urmenneskeligt
medie. Den sætter vores liv og vores tilværelse i perspektiv.
Krimien, den måske mest
elskede godnatlæsning for voksne i vore dage, er det velfortalte moderne
eventyr. Men også meget mere end det. Krimien er en af de store
samtidsfortællinger. I Politikens kronik den 16. oktober 2016 kaldte
krimiforfatter Helle Vincentz kriminalromanen for den litterære lanse og
forklarede: ”I Norden er krimien et samfundskritisk våben og en måde at
analysere nationens tilstand på.” I min egen Politiken-kronik ”Drengen med den blå cykel” fra 5. august 2016 analyserede jeg, hvad ondskab er, og jeg fortalte,
hvilket svar en af mine Marcelo Krankl-krimier har givet: Ondskaben findes,
selv hos børn. Forbavsende mange af os kan blive ramt af den såkaldte
Lucifer-effekt, som det er påvist i videnskabelige forsøg med fanger og
fangevogtere, og som det også sker for en ellers idealistisk person i min
grønlandske klimakrimi Den sidste olie.
Under de rette omstændigheder farer der en sadistisk djævel i os.
Der er brug
for eventyr, fortællinger og krimier til at beskrive og fortolke både vores
samtid og eviggyldige problemer, for eksempel ondskabens væsen. Ikke for at
fastlåse stereotype forestillinger om det gode og det onde. Men for at få os
til at reflektere over alt det, der ligger mellem det hvide og det sorte. Det
grå. Nuancerne. Samfundet med dets aktuelle dilemmaer og udfordringer. Vores
valg, vores handlinger, fristelserne og det forbudte. Hvad nu hvis? Det er
kriminallitteraturens grundspørgsmål.
Kombinationen af den mundtlige tradition og de moderne muligheder
for komplekse strukturer, detaljeret research og intertekstuelle spil vil gøre
den episke litteratur endnu mere levende. Endnu mere vedkommende. Endnu
stærkere. Med diktafonen i hånden mødes Platon og Aristoteles med Herodot og
Homer. Filosoffen og videnskabsmanden, historiefortælleren og digteren taler i
kor.
Politiken-abonnenter kan også læse kroniken på Politiken.dk.
