Da min computer løb tør for strøm


I en park i München løb min computer tør for strøm, mens jeg skrev på en roman. I stedet begyndte jeg at indtale på min telefon. Hvordan påvirker det skønlitteratur at blive dikteret?

Kronik i Politiken, 1. april 2017

En skudsåret kinesisk udseende mand lå og blødte. Vi bevægede os rundt i en penthouse-lejlighed med udsigt over Isar, floden, der bringer klart og frisk vand i en rivende strøm fra De Bayerske Alper gennem München. Bortset fra kineserens stønnen var der helt stille. Vi undersøgte lejligheden rum for rum og skulle til at åbne døren til det sidste rum, badeværelset.
Jeg vidste, at der herude ville ligge et lig af et ungt menneske, lejlighedens eneste beboer, i et badekar. Den unge tysker, Dietmar, havde fået hugget otte fingre af. Min hovedperson, privatopdager Marcelo Krankl, vidste det endnu ikke. Forfatteren, jeg selv, var ved at udfolde et dramatisk afsnit af den krimi, Højt spil, der blev skrevet under tidspres. Årvågent og systematisk bevægede min detektiv sig fra køkkenet, tilbage gennem stuen, ud i entreen og hen mod den lukkede badeværelsesdør.
Så meddelte computeren med en høj alarmtone og en pop op-besked, at den var ved at løbe tør for strøm.

Omkring mig fløjtede fuglene. Glade stemmer og hundeglammen hørtes nede fra flodbredden. Nysgerrige, grå-sorte egern, som der er mange af i Sydtyskland, pilede rundt i græsset og i det tætte grønne krat ind mod jernbaneterrænet. Midsommersolen skinnede. Kronen fra et kastanjetræ gav en passende halvskygge, så jeg kunne se bogstaverne på skærmen. 8.000 roser var i blomst. Gartnerne gik og passede Rosengarten, mens den kasketbærende forfatter skulle til at beskrive, hvordan blodet stadig løb langs unge Dietmars underarme. Og hvordan det dryppede ned på badekarrets hvide kanter.
    Et paradisisk skrivested. Eneste problem: Computeren lukkede ned. Jeg fandt en kuglepen frem fra min taske, men ledte forgæves efter et stykke papir.
    En time senere havde jeg en aftale, så der var ikke tid til at tage tilbage til lejligheden og stikke strømforsyningen ind i min Lenovo. Jeg var inspireret og koncentreret. Med den energi kunne jeg nå at skrive et par sider mere, fulde af detaljer, dramatisk super-slow. Enden på en vellykket, produktiv arbejdsdag.
    Jeg så mig omkring. Mine tanker bliver afbrudt af et godstog på vej mod Salzburg og videre ind i Østrig. Blikket scanner alle containerne, der buldrede rytmisk forbi. Maersk, Maersk, Lauritzen, Maersk, DSV, DSV, DSV. Og så videre, og så videre. Klare tanker var ikke mulige. Så vender fuglenes kvidren tilbage. Fornuften også.
    Jeg tager min telefon frem. Hvor er det nu, diktafonen sidder? Jeg trykker på ”Programmer” og finder det blå ikon med en mørk mikrofon. Jeg rømmer mig, tager tilløb.

”Godt, jeg prøver at diktere lidt,” begynder jeg. ”Marcelo sparkede døren til Dietmars badeværelse op.”
    Så tager jeg fat: ”Der i badekarret sad Dietmar Vogel. Eller det, der var tilbage af ham. Tynde røde striber løb ned over kanterne af karret.”
    Jeg fortsætter beskrivelserne. Marcelo Krankl var i alarmberedskab, han registrerede, hvad han så, hørte, følte og lugtede.
    Dagen efter indtastede jeg den ni minutter lange sekvens. Den fyldte, hvad der svarer til halvanden bogside. Enkelte ting skulle naturligvis rettes, upræcise ord, gentagne vendinger, for mange sætninger i træk, der begyndte med ”jeg”. Det var også nødvendigt at udbygge med nogle detaljer, jeg havde glemt, blandt andet en bestemt blå nylonsnor, der var et vigtigt spor for min privatdetektiv.
Igen kiggede jeg på teksten. Jeg lagde mærke til de mundtlige træk. De korte sætninger. Hovedsætninger, kun ganske få bisætninger. Det lineære flow, ingen tidsspring, ingen krumspring, ingen sidespring. De mange sansninger, fortællingens registrerende kamerafunktion, gulvplanke for gulvplanke.
    Det var dramatisk og intenst, unødvendige detaljer var skrællet bort.
    Jeg tænkte: Skal jeg fremover diktere førsteudkastet til mine kapitler?
    Senere tænkte jeg videre: Bliver litteratur i fremtiden til på denne måde?

For fem år siden tilbragte jeg en uge på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard i det bakkede, skov- og lyngklædte sølandskab uden for Viborg sammen med den prisbelønnede tyske forfatter Thorsten Nesch. Han skriver store, viltre ungdomsromaner med sigende titler som Die Kreuzfahrt mit der Asche meines verdammten Vaters og Buster, König der Sunshine Coast.
    Han fortalte mig, at han indtalte sine manuskripter direkte på computeren ved hjælp af et tale-til-tekst-program.
    Min første reaktion: Det er da snyd! En forfatter skal skrive.
    Mine næste tanker: Fint for ham. Utroligt, at det kan lade sig gøre.
Det følgende sortsyn: Det dur garanteret kun på de store sprog, ikke på dansk.
Den positive eftertanke: Men det kommer nok en dag.
Og det gjorde det. Forskellige udenlandske apps og programmer har efterhånden inkluderet dansk tale-til-tekst i deres sprogpakke. Det gælder bl.a. Google Docs, hvor man arbejder med tekstdokumenter, regneark og andet, som gemmes ”i skyen”. Programmet er dog fuldt af børnesygdomme og kan næppe bruges af en professionel forfatter. Også journalisters, forskeres og andres drøm om en app, der kan transskribere interviews, ser ud til at være langt væk, og testresultaterne ender ofte med volapyksætninger, når man vil formulere mere end en lille sms-besked.
Derimod har et firma i Brøndby udviklet et dansk tale-til-tekst-program, Dictus, som benyttes af eksempelvis advokater og læger – professioner, hvor det tidligere var almindeligt at diktere til en sekretær.
Også handicappede hører til målgruppen for talegenkendelse. Ifølge Ordblindeforeningen er Dictus ”det første danske program, der giver dig mulighed for at lave breve og andre dokumenter bare ved at tale til PC’en.” Foreningen tilføjer dog til sin anbefaling, at ”det kræver lidt øvelse at tale roligt med korrekt og tydelig udtale”. For det er nemlig nødvendigt, hvis resultatet skal være brugbart.
Forfattere og andre skal altså tage et bevidst valg, investere noget tid og foreløbig ikke have urealistiske forventninger, hvis de vil have talegenkendelse til at virke som arbejdsmetode.

Efter mit møde med den tyske forfatter på Hald Hovedgaard glemte jeg alt om tale-til-tekst i nogle år.
    Jeg skrev videre på min computer, som de fleste forfattere har gjort det de seneste 25-30 år: i tekstdokumenter, hvor vi springer frem og tilbage. Vi skriver lidt her, lidt der. Vi forbedrer formuleringer, tjekker ting, retter til, flytter rundt, sletter passager, tilføjer nye. Når det lykkes os at bevare overblikket i denne kreative, let kaotiske proces, kommer der i sidste ende ofte gode, gennemarbejdede værker ud af det. Arbejdsprocessen kan dog være uskøn – for springende og usammenhængende. For de fleste, der skriver længere tekster, ligger arbejdsglæden nok mest i oplevelsen af flow, den dybe koncentration, den lineære skrivning. Fingrene danser hen over tastaturet; i denne særlige tilstand er man på én gang bevidst og ubevidst. Man ænser ikke, at tiden går. Man er høj, inspireret, ubekymret. Ofte er det i denne letvægtstilstand, vi skriver vores bedste tekster, vores bedste afsnit.

I halvfemserne fulgte jeg som en del af min uddannelse i litteraturvidenskab nogle kurser i retorik og mundtlig formidling på Københavns Universitet. Vi lærte om de gamle græske og romerske taler, deres opbygning, sproglige finurligheder og retoriske tricks.
Det hele med navne, der minder om lægelatin: exordium, probatio, refutatio, narratio og peroratio, processen fra topos og inventio til memoria og actio, indholds- og lydbillederne allegori, allitteration, metonymi og triade, overbevisningsformerne logos, etos og patos, toppet op med beskidte argumenter af ad hominem-typen, hvor man med en slidt fodboldmetafor går efter manden i stedet for bolden.
Vi studerende stillede os op og holdt vores egne klassisk opbyggede taler, rystede usikkerheden af os. Vi lærte om ”skriftsprogets iboende mundtlighed”. Det gode skriftsprog er let at læse højt, uden at man kløjes i knudrede sætninger.
    Vi læste den senere Roskilde-biskop, nu afdøde Jan Lindhardts teorier om den orale kultur i hans bog Tale og skrift – to kulturer. For en Bibel-mand som Lindhardt var skrift selvklart ikke noget negativt, trods hans og hele retorikkens ideal om iboende mundtlighed.
Skriftkulturen har betydet to store kvantespring for menneskeheden: Først brugte oldgrækerne på Platons og Aristoteles’ tid håndskriften til at udvikle et komplekst filosofisk verdensbillede – meget af det i øvrigt baseret på Sokrates’ fiktive dialoger – og til at lægge fundamentet til den vestlige verdens videnskaber. Så opfandt Gutenberg i 1454 i bogtrykket; der skete en vidensrevolution, som førte til oplysning og demokrati. Den fulde udbredelse af skriftmediets lagre af viden er sket i vores digitale tidsalder.
Skriftmediet har gjort synssansen dominerende og læseevnen og adgangen til viden til afgørende for brugen af alverdens viden. I den mundtlige kultur var høresansen ifølge Jan Lindhardt vigtigere og hukommelsen afgørende.
Til at stimulere hukommelsen, når tingene ikke var nedfældet, benyttede man narrative strukturer. Myter, fortællinger. Episke digte, tragedier og komedier. Masser af genfortællinger, genfortolkninger. Helte og skurke. Guder og onde væsener. Gud og Satan. Godt og ondt. Modsætninger og konflikter gjorde det muligt at memorere fortællingerne. Gentagelser, eventyrets tre prinser eller prinsesser. Faste vendinger, tilnavne og epiteter stimulerede erindringen: Den rapfodede Achilleus. Den rosenfingrede dagning. Harald Blåtand. Gorm den Gamle. Også bogstavrim bragte bud.
Bibelens fortællinger eksisterede oprindeligt kun som mundtlige beretninger – bortset fra de opdigtede stentavler med de ti bud. I fortællingen om syndefaldet er der kun to aktive parter ad gangen: Gud og Adam. Slangen og Eva. Eva og Adam. Derefter følger deres børn, Kain og Abel, fårehyrden og agerdyrkeren. Folkloristik og religionsvidenskab taler om ”den sceniske totalslov”. Mere end to aktører gør det svært for både fortæller og tilhører at rumme informationen.

Men er vi ikke kommet videre på et par tusind år, kunne man spørge. Hvorfor lade os hæmme af fortidens fortællemæssige begrænsninger? I den førskriftlige kultur – eller i kulturer, fx vikingernes, hvor skriften var begrænset til ganske få personer og formål – var man tvunget til at gøre tingene simple. Det kan vi vel bare betragte som et tidligt udviklingstrin, eller hvordan? Jo, når det handler om videnskab, fagbøger, lovgivning, breve fra myndigheder, nyhedsartikler, e-mails med punktopstillinger, Facebook-opdateringer og så videre behøver vi ikke lade os begrænse af fortidens simple fortælle- og erindringsredskaber.
    Når det handler om skønlitteratur, er det måske knap så let at svare. Skønlitteratur, hvad er det egentlig? Det er mestendels fortællinger. Og fortællinger er genrer, der har udviklet sig over tusindvis af år, men som stadig benytter nogle af de oprindelige handlingsstrukturer. Det gælder for eksempel den spændingskurve, som hvis ret skal være ret siden er blevet forfinet i spillefilm og krimier. Og det gælder det, som Aristoteles grinagtigt simpelt døbte begyndelse, midte og slutning, men som stadig er den bedste inddeling af litterære tekster. Fortællinger er myter, legender, eventyr.
Ikke bare fortællekunsten fandt sin grundform for mange, mange generationer siden. Talekunsten blev groft sagt opfundet af oldtidens grækere og romere, og den har ikke udviklet sig meget siden. Det er ligesom med det gyldne snit i billedkunsten – groft sagt en dobbelt tredeling af billedet, som indikerer, hvor det er mest hensigtsmæssigt og harmonisk at placere ansigter og andre af de vigtigste elementer. I både billedkunst, musik og litteratur findes der grundregler, ting, som bare virker, uanset om det så skyldes tilvænning fra barnsben eller naturgivne omstændigheder.
Alting kan naturligvis varieres og udvikles, og kunstnere har til alle tider sprængt rammerne. Men fortællingen – som vi har fået ind under huden og ind bag øjenlågene som små, når vi lyttede til godnathistorier – er et urmenneskeligt medie. Den sætter vores liv og vores tilværelse i perspektiv.

Krimien, den måske mest elskede godnatlæsning for voksne i vore dage, er det velfortalte moderne eventyr. Men også meget mere end det. Krimien er en af de store samtidsfortællinger. I Politikens kronik den 16. oktober 2016 kaldte krimiforfatter Helle Vincentz kriminalromanen for den litterære lanse og forklarede: ”I Norden er krimien et samfundskritisk våben og en måde at analysere nationens tilstand på.” I min egen Politiken-kronik ”Drengen med denblå cykel” fra 5. august 2016 analyserede jeg, hvad ondskab er, og jeg fortalte, hvilket svar en af mine Marcelo Krankl-krimier har givet: Ondskaben findes, selv hos børn. Forbavsende mange af os kan blive ramt af den såkaldte Lucifer-effekt, som det er påvist i videnskabelige forsøg med fanger og fangevogtere, og som det også sker for en ellers idealistisk person i min grønlandske klimakrimi Den sidste olie. Under de rette omstændigheder farer der en sadistisk djævel i os.
Der er brug for eventyr, fortællinger og krimier til at beskrive og fortolke både vores samtid og eviggyldige problemer, for eksempel ondskabens væsen. Ikke for at fastlåse stereotype forestillinger om det gode og det onde. Men for at få os til at reflektere over alt det, der ligger mellem det hvide og det sorte. Det grå. Nuancerne. Samfundet med dets aktuelle dilemmaer og udfordringer. Vores valg, vores handlinger, fristelserne og det forbudte. Hvad nu hvis? Det er kriminallitteraturens grundspørgsmål.
    Kombinationen af den mundtlige tradition og de moderne muligheder for komplekse strukturer, detaljeret research og intertekstuelle spil vil gøre den episke litteratur endnu mere levende. Endnu mere vedkommende. Endnu stærkere. Med diktafonen i hånden mødes Platon og Aristoteles med Herodot og Homer. Filosoffen og videnskabsmanden, historiefortælleren og digteren taler i kor.

Politiken-abonnenter kan også læse kroniken på Politiken.dk.