Krimien sætter mord under lup. Samfundet under lup. Problemer og dilemmaer under lup.
Krimien er en hvad-nu-hvis-genre. Den er et tankeeksperiment. Hvad ville du selv gøre, hvis du stod i den situation? Ville du risikere dit eget liv ligesom helten? Ville du være lige så snu og handlekraftig? Lige så fornuftig? Lige så ufornuftig?
Krimien – basalt set historien om en forbrydelse og dens opklaring – fascinerer de fleste af os. Den underholder, forundrer, oplyser og stiller store spørgsmål. Ofte moralske spørgsmål.
Samtidig er krimien en gåde, et spil mellem forfatter og læser. Kan du regne ud, hvad der sker? En god krimi skal overraske selv den smarteste læser. Krimien engagerer dig, byder dig op til frydefuld intellektuel leg. Men ingen uskyldig leg.
Sat på spidsen er krimien med sin enorme popularitet vor tids store moralske fortælling, fortællingen om godt og ondt. Og ikke mindst fortællingen om de to moralske modpolers sammenvævethed, deres magnetiske virkning på hinanden, deres gensidige afhængighed.
Uden ondt intet godt, uden godt intet ondt. Uden gode mennesker, der gør andre ondt, ingen onde mennesker, der gør andre godt. Tilværelsens værdier er relative, og vi forstår moralen på en skala med normaliteten i midten.
Men det normale flytter sig. Da jeg var lille, måtte forældre slå deres børn. Da mine forældre gik i skole, måtte lærerne revse deres elever. Min farmor kaldte i bagklogskab besættelsen for en lykkelig tid. Mine forfædre tjente stort på slavehandel.
Og hvordan vil man i fremtiden se på vores nutid? Unge danskere tager i dag frivilligt til Afghanistan for at slå talibanere ihjel. Imens lærer deres yngre søskende i skolen, at mobning er forkert. Deres lærere prædiker demokratiske værdier, men har end ikke ret til at vælge deres egen inspektør. Skidt eller godt? Godt eller ondt?
Den gode krimi
Der er masser af gode grunde til at læse krimier – mange andre grunde end de moraldebatterende. Men hvilke kriminalromaner er bedst, og hvad karakteriserer den gode krimi? Som så meget andet er det et spørgsmål om smag.
Jeg holder af privatdetektiver, klassiske, som vi kender dem fra Arthur Conan Doyle, Raymond Chandler og Gunnar Staalesen: Sherlock Holmes i London, Philip Marlowe i Los Angeles og Varg Veum i Bergen. Eller Manuel Vázquez Montalbáns madelskende Pepe Carvalho i Barcelona og Umberto Ecos tegntydende William af Baskerville på et benediktinerkloster i Norditalien – for nu at komme bare lidt uden for danske krimilæseres skandinaviske og angloamerikanske normalområde.
Detektiven – mand såvel som miss Marple og hendes medsøstre – er en outsider. Han (der er flest hanner) er ikke nødvendigvis en helt ensom ulv, men dog uden politiets og efterretningsvæsenernes enorme ressourcer. Detektiven er ekspert og idealist, han brænder for sagen.
Problemer, problemer
I gamle dage var detektiven et geni, et romantisk overmenneske. Sidenhen er han blevet sølet til og bedugget, hans idealer er slidte, og han overskrider selv gang på gang stregen mellem lov og ulovligheder, retfærdighed og uretfærdighed, hjælp og hævn. Han er … en af vores egne. En motivjungle, såret, sårbar, hårdtslående, kynisk. Måske stadig en romantiker, men som idealerne er svære at huske, er kærligheden svær at leve med. Hver gang det lige er ved at gå så godt …
Det er det, vi søger i krimien. Problemer. Problemer, vi kan sætte under lup. Samtidens problemstillinger: genetik, dna-profiler, pædofili, overvågning, globalisering, bloddiamanter, menneskehandel, terrorisme osv. Og evigtgyldige problemer: had, hævn, magtmisbrug, vold, psykopati, perversion, undertrykkelse, fanatisme, kynisme. På den store skala drejer krimierne sig om tilværelsens mørke kræfter og enkeltpersoners forsøg på at bekæmpe dem. På den mindre skala handler det om hverdagens kræfter, kærligheden, karrieren og komplekserne.
Krimiens lup
Krimien er den store lup. Gennem den kan vi studere vores samtid – samfundets skyggesider. Skyggen er modpolen til lyset. Men hvor går grænsen mellem lys og skygge? Det er i særlig grad her, vi har brug for krimiens forstørrelsesglas. Nogle af dem, der ikke bryder sig om krimier, vil mene, at krimien fokuserer på en begrænset del af vores tilværelse, kriminelle miljøer, som kun er relevante for få. I deres øjne bliver krimien derfor en slags socialpornografisk eksotisme – barnligt dagdrømmeri om et liv med helte og skurke.
Flertallet af læserne, de ikke-kriminelle pæne middelklassemennesker, der dominerer vores samfund, lever i normaliteten. Men det normale afgrænses af det unormale. Ved at beskæftige sig med grænserne mellem de to verdener, grænsezonerne, gråzonerne, bliver vi bevidste om vores eget liv – muligheder og begrænsninger.
Luppen bør rettes mod gråzonerne. Det er der, hvor de pæne mennesker rækker ud efter underverdenen. Det gør de, når ambitionerne eller desperationen driver dem for vidt. Når fristelserne bliver for store og gevinsterne for lette. Når idealisten blander midler og mål – målet bliver middel og midlet mål, som det er sket så mange gange i historien.
Realisme er relevans
Er krimien realisme? Det realistiske mord er et familieopgør eller et værtshusslagsmål, meget let at opklare. Kedelig krimi. Interessant realisme er ikke baseret på gennemsnitlige erfaringer. Realisme skal forstås som en afspejling af samtiden. Som den litterære verdensstjerne, colombianeren Gabriel García Márquez har sagt om hans egen ”magiske realisme”, er der intet magisk i hans romaner, kun realisme. Beretningerne afspejler blot, hvordan hans bedstemor fortalte historier til ham, da han var lille. Hendes historier var en del af hans virkelighed.
Realisme er relevans. To ting er altid relevante: de store spørgsmål og samtidens problemer. Og folk gider ikke læse om det, der ikke er relevant.
I krimiforstand vil realisme også sige troværdighed. Logikkens love og naturens begrænsninger skal overholdes. Intuition, analytiske evner og verdensklasse-uppercuts er o.k., men synskhed, overdrevent gætteri og flyvende supermænd gider vi ikke i denne genre.
Et andet kvalitetskriterium er personernes troværdighed. Deres dybe. Når vi skal tilbringe mange timer i selskab med en detektiv, må vi have tillid til ham. Vi vil lære detektiven – og hans samarbejdspartnere, modstandere og klienter – godt at kende, hans væsen, psyke, brændstof, hans indre konflikter og ydre dilemmaer, hans traumer, illusioner, bristede illusioner. Det handler om menneskelig kompleksitet. Den centrale aktør skal udvikle sig, fordi han bliver påvirket af handlingen. Ellers er den jo menneskeligt set ligegyldig.
Gode romanfigurer er sådan nogle, vi kan spejle os i, dvs. se vores egne forskelle fra og ligheder med, så vi i sidste ende bedre kan forstå os selv. Sådan er jeg. Sådan er jeg ikke. Er jeg virkelig sådan? Opfattes jeg sådan?
Den litterære krimi
Ligesom aktørerne menneskeligt overrasker, betager og væmmer os, er grundreglen i krimien, at plottet skal overraske. Og plottet skal fænge lige fra første sætning:
Der sad en død mand i mit venteværelse.
Sådan indleder Gunnar Staalesen sin Varg Veum-historie Ansigt til ansigt (der udkom i 2004 både på norsk og på dansk). Genialt. Vi er bare nødt til at læse videre.
Plottet skal forføre os. Vi skal ikke kunne regne det ud. Denne driven-gæk med læseren lader sig teknisk gøre, fordi forfatteren kun lader læseren vide dele af det, der skal til for at regne ud, hvad der er sket, og hvad der vil ske. Som regel foregår gemmelegen ved, at detektivens viden er lig med læserens.
Geniet Sherlock Holmes ved dog altid mere end læseren, fordi han læser tegn uden at meddele sin fortolkning til nogen før i den afsluttende samtale med hjælperen og fortælleren Dr. Watson om sagen. Den tilgang går næppe længere i dag. Krimien blev en fasttømret genre i anden halvdel af 1800-tallet, dvs. et sæt af konventioner. Men genrer udvikler sig med tiden, og vores forventninger til opbygningen af krimien er i dag meget mere sofistikerede end i pionertiden.
Tilsvarende er den gamle krimiformel, forbrydelse plus opklaring, blevet for simpel. Læseren vil tæt på forbrydelserne og have action. Derfor sker der mere end én forbrydelse. Vi ved, at hvis historien åbner med en mord, så sker der nok et par mord mere undervejs. Mord med mere.
Eller mord med merværdi. For mig at se er mange krimier sprogligt uinteressante. Jeg ønsker litterære krimier. Det er krimier, hvor der er kælet for sproget, hvor det enkelte ord er valgt med omhu, hvor intet er overflødigt, hvor sproget rammer mig som et karatespark i kuglerne, som et klamt blad på kinden under en efterårsstorm eller som et mønster i sommerstrandvandets sandbund foran mine tæer.
Sproget skal flytte mig. Jeg skal tro på det. Det skal naturligvis ikke være skønmaleri, for krimien er en hårdtslående genre, men elementer af poesi, sproglige overraskelser og modne bumser af skønhed, sønderskudte banegårde, er med til at flytte historien fra effektiv underholdning til stor litteratur. Til æstetik med erkendelsespotentiale.
Mælkeskæg og whiskyånde
Forfatterduoen Christian Dorph & Simon Pasternak har slået til lyd for en dansk krimi, der mikser amerikansk og texansk hårdkogthed og patos med det bedste fra Sjöwall & Wahlöö-traditionen. Karakteristisk for det svenske makkerpar var ”interessen for vores politiske virkelighed og fælles historie og lidt dybere psykologiske portrætter sat ind i en hverdag og et privatliv på godt og ondt.”
Budskabet fremgår af deres indlæg ”Mælkeskæg og whiskyånde, tak” (Politikens bogtillæg, 23. oktober 2010). Indlægget er en regulær poetik for krimien, en beskrivelse af deres ideal:
”Krimien er en genre, der handler om det absolutte, det yderste, om døden. En god kriminalroman involverer dunkle intriger, kuldslåede skæbner og hårdt prøvede mænd og kvinder i pressede situationer, og man kan tillade sig ting, man ikke kan i andre genrer, f.eks. kan man lave det fulde udtræk, skrue op for følelserne og det store melodrama om vold, hævn og forræderi.”
Modpolen til dette ideal er den moderne svenske bestsellerkrimi, ofte forbløffende kedelig og lang i spyttet, politisk korrekt, mere henkogt end hårdkogt med sine humanistiske budskaber og afslutningens genopretning af orden.
Jeg er enig med den danske duo. Ganske vist er krimien på sin vis det moderne eventyr med en orden-uorden-orden-struktur (kosmos-kaos-kosmos, hjemme-ude-hjem). Men krimien er ingen idyl. Måske er forbryderen arresteret eller smidt i havet til sidst, men er samfundet virkelig blevet bedre? Næppe. Krimilæseren ved jo godt, at mørkets kræfter er eviggyldige.
PS. Er man interesseret i en gennemgang af kriminallitteraturens historie og subgenrer – politikrimi, historisk krimi, spionroman osv. – kan jeg varmt anbefale Karsten Wind Meyhoff: Forbrydelsens elementer – Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy (Informations Forlag, 2009). Fremragende, velillustreret og forsynet med ekstraudstyr som historiske oversigter, værklister og ”lille krimileksikon”.
