Det onde kan dukke op overalt, selv hos børn. Men hvad er ondskab? Og
findes der onde mennesker?
Kronik i Politiken, 5. august 2016
Ondskaben findes overalt. Men hvad er ondskab egentlig?
Skulle jeg prøve at indkredse ondskab, vil jeg
sige, at der er tale om handlinger, som bevidst forvolder unødvendig fysisk eller psykisk smerte. Unødvendig? Ja, smerte har
jo mange former, hos tandlægen for eksempel, hvor den lille smerte, som
bedøvelsen eller boret forvolder, tjener et større formål, og vi er gået
frivilligt med til, at tandlægen kan foretage det nødvendige arbejde. Krig gør
også skade, men vi kan ikke kalde alle soldater onde – kun når de går over
stregen i deres magtanvendelse, ligesom folk i alle andre professioner.
Det kan være nødvendigt at udøve vold i en større
sags tjeneste, selv om den formelt set er ulovlig. Det har både fx den danske
modstandsbevægelse og diverse frihedsbevægelser i den tredje verden vist.
Ondskab hænger ikke sammen med, om en handling er lovlig eller ej. At gøre
oprør mod undertrykkelse må i moderne vestlig tænkning anses for moralsk godt,
så længe volden begrænses til et minimum.
Vore dages terrorister – mest markant fra
islamistisk side – foretager også deres blodige handlinger i en større sags
tjeneste, og de er villige til at ofre deres eget liv for denne idé. Mange
kalder deres dødbringende, frygtskabende handlinger onde. Men er man egentlig
ond, hvis man sprænger sig selv og nogle andre i luften med en
politisk-religiøs begrundelse? Eller fordi man sætter ild til et flygtningecenter?
Handlingerne er snarere udtryk for desperation. Gerningsmændene ved godt, at
deres handlinger bibringer lidelse, smerte, sorg og frygt, men betragter
lidelserne og befolkningens frygt som nødvendige ofre.
At mennesker lider af forskruede fjendebilleder –
foragten for vesten, angsten for ”flygtningestrømmen” – gør dem ikke i sig selv
onde. Det ville ellers være dejligt nemt at kunne se sådan på dem.
Mennesket har alle dage haft en trang til at opdele
andre mennesker i de gode og de onde. Religionernes myter viser det. Der er lyse
og mørke kræfter, Gud og Satan. Tilsvarende opdeler både eventyr og klassiske Hollywood-film
mennesker i de gode og de onde.
Kriminalromanen beskæftiger sig indgående med godt og
ondt, og vore dages kvalitetskrimier ender heldigvis sjældent i sort-hvide
opdelinger af verden. For helten – detektiven, politikommissæren, journalisten,
retsmedicineren, advokaten – er ikke ligefrem uskyldsren. Og gerningsmanden har
som regel også sine bevæggrunde, hvis han ikke bare er psykopat.
Jeg skriver selv krimier (Marcelo Krankl-serien).
Jeg ser mit arbejde som en refleksion over grænsefladerne mellem det onde og
det gode, ondskab og galskab, terrorisme og idealisme (temaerne for seriens foreløbigt
tre bind). Det moralsk interessante i krimierne er gråzonerne, ikke de sorte og
hvide modpoler.
Men når krimiforfatteren har skrevet dagens sider
og slukket computeren, spekulerer han over, hvad ondskab egentlig er. Findes
den?
Var Hitler ond? Eller gal? Begge dele, eller
udelukker ondskab og galskab hinanden?
Ondskab hænger sammen med magt og er i mine øjne
forbundet med det, vi normalt opfatter som sadisme, altså at nyde andres
lidelse. Magt er en forudsætning for sadisme, og magt er netop muligheden for
at bestemme over et andet menneske og dets velbefindende.
Mit første møde med ondskaben var en dreng, der var et år ældre end
jeg. Måske kan eller bør man ikke kalde et barn ondt, men dets handlinger kan
vel godt være det? I hvert fald udnyttede denne dreng sit aldersforspring, sin
overlegenhed, sin kløgt, sin magt over mig. Han drillede og gjorde mig ked af
det – og nød det.
Jeg havde aldrig mødt ham før. Hvis jeg var fem,
var han seks. Jeg havde en lille, blå cykel uden støttehjul. Jeg var i gang med
at udforske verden og cyklede rundt på villavejene i den halvfjerdserforvoksede
landsby, hvor jeg voksede op. Mange mødre var hjemmegående. Kørte man ind i en
kantsten eller lygtepæl og slog sig, kom der nok nogen ud på vejen og hjalp.
Den lyshårede dreng, der nu
hilste på mig, var en lille rod, der senere skulle vise sig at få en besværlig
opvækst. Men jeg kendte endnu ikke til den slags og var fuld af tillid.
– Sikke en flot cykel, sagde
han.
Det var måske ikke helt
rigtigt. Rustne pedalers knirken og dæksider, der skrabede mod skærme, fik den
til at lyde som en kraftfuld motor. Jeg var stolt af min cykel.
Den lyshårede knægt lagde
hånden på mit styr. Vi stod midt i et stisystem. Den asfalterede fodgængersti
og den lidt bredere cykelsti var adskilt af græs.
– Må jeg prøve den?
Det måtte han da gerne. Han
hoppede op på den, accelererede let op ad en kort, stejl stigning og drejede
til venstre, ud af syne.
Efter et par lange minutter begyndte jeg at blive
urolig.
Mange år senere befandt jeg mig helt alene midt i Amazonskoven i Peru,
omgivet af vand til alle sider. Jeg sad på en væltet træstamme. På den årstid
svømmede flodsystemet over. Jeg var
på en flerdages kanotur. En fåmælt lokal fyr, jeg havde mødt i en landsby, agerede
guide for mig.
Floder slynger sig i slangeform, men når der er fem
eller ti meter højere vandstand end normalt, kan man i en kano skære genvej ind
mellem trætoppene. På et tidspunkt mistede guiden orienteringen i vildnisset.
– Kan du ikke lige sætte dig
over på den store stamme? spurgte han.
Det gjorde jeg så. Han ville
lige prøve at finde en vej gennem junglen, før han kom tilbage og hentede mig.
Sagde han.
Guiden var væk. Skoven var
stor og stille. Eller ikke stille. Regnskoven sitrer altid. Fuglelyde.
Abeskrig. Hvislen. Et blad falder i vandet. Vand risler. Jeg kunne høre mit
eget åndedrag. Hvis han ikke kom tilbage, måtte jeg overnatte på træstammen.
Jeg kunne vælge at blive siddende, til jeg rådnede op, eller forsøge at svømme
til nærmeste beboelse. Vi havde ikke set et andet menneske i halvandet døgn.
Så kom drengen tilbage på min blå cykel. Den var for lille til ham.
Han hjulede ned ad bakken mod mig og lavede bremsespor.
– Det er en god cykel, sagde
han.
Jeg nikkede og rakte ud efter
styret.
– Du får den ikke igen.
Han satte begge fødder på de
hvide plasticpedaler. Hvordan han kom så hurtigt op ad den lille bakke, forstod
jeg ikke. Jeg stod bare og så efter ham. Han kiggede sig over skulderen, før
han forsvandt.
Ude i Amazonas fandt jeg min transportable båndoptager frem. Det var
midt i 1990’erne, så det var stadig praktisk at kunne sende et kassettebånd
hjem med posten.
– Hej derhjemme, begyndte
jeg. – Jeg sidder her på en træstamme midt i Amazonas. Øhm, jeg er helt alene.
Jeg holdt en pause og rakte den eksterne mikrofon
ud i luften: – Kan I høre lydene?
Selv en femårig bør vide, at det ikke hjælper noget at græde, når man
er helt alene, som man er det midt i et stisystem. Jeg ved ikke, om jeg
begyndte at græde. Jeg lyttede efter min cykel. Jeg var forstenet og kiggede
mest ned i asfalten. Midterrabatten, det var mere noget for hundene. Store
hunde, der gøede højt og truede med at hoppe over hegnet, når man kom forbi på
cykel.
Med den lille Sony-båndoptager kørende forsøgte jeg at bevare kækheden
i stemmen. Jeg beskrev kanoen, en udhulet træstamme, hvis sider kun stak fem
centimeter op over vandspejlet. Padlen var også af træ. Efter en tænkepause
rundede jeg af:
– Nå men, hvis Luís ikke
kommer tilbage, så får I nok alligevel ikke det her bånd.
Drengen kom kørende rundt om et hjørne, han havde knap så meget fart
på.
– Giv mig nu min cykel, sagde
jeg.
Han vendte om og trådte op ad
bakke. Jeg løb efter ham, kinderne fulde af tårer. Oppe ved hjørnet standsede
jeg. Han kiggede sig over skulderen. Han har nok rakt tunge eller hånet mig,
jeg husker det ikke.
Jeg blev stående på hjørnet.
På egen hånd havde jeg aldrig været så langt hjemmefra. Mine cirkler udvidede
sig lidt efter lidt. En villavej mere og så tilbage. Et stykke sti mere og så retur.
Jeg ville hjem med min cykel nu. Skulle jeg løbe efter drengen, der var større,
stærkere og hurtigere end jeg?
Ude i Amazonas kunne jeg ingenting gøre. Jeg forsøgte at nyde
situationen. Hvor mange mennesker havde mon været helt alene dybt inde i en
regnskov?
Jeg tænkte videre. Jeg var en velstillet ungkarl
fra et rigt land, Luís kæmpede for fornødenhederne til sin småbarnsfamilie i et
fattigt land. Hvis Luís ikke kom tilbage efter mig, kunne jeg egentlig godt
forstå ham.
Men så skrattede det fra
nogle grene. Min guide vendte smilende tilbage i sin trækano, trak padlen op og
gled det sidste stykke gennem det brune vand hen mod min tørre træstamme. Han
rakte hånden ud. Han havde fundet vejen.
Drengen kom rundt om hækken på min blå børnecykel og trillede ned ad
bakken mod mig. Tavs og uden smil lagde han cyklen fra sig på asfaltstriben et
par meter fra mig og skred. Jeg samlede cyklen op. Var der kommet flere ridser
i pedalen? Sadlen var varm. Med begge hænder på styret skyndte jeg mig hjem.
Var det ondt, hvad drengen gjorde? Er eksemplet ikke banalt, og er jeg
da ikke kommet mig over den lille forskrækkelse? Jo til det hele. Jeg tog til
Sydamerika og Amazonas med genvundet tillid til verden. Nogle tyverier i Chile,
Brasilien og Peru og nogle falske civilbetjentes kortvarige kidnapning af mig i
Bolivia fik mig heller ikke til at miste troen på, at de fleste mennesker vil
én det godt.
Men episoden med den blå cykel lærte mig, at man
ikke altid kan stole på et fremmed menneske. Den lyshårede dreng udnyttede sin
magt over mig. Sin overlegenhed.
Om børn kan være onde, er et filosofisk spørgsmål. Eller
et holdningsspørgsmål. Man kan vælge at se børn som uskyldige væsner, der
afprøver grænser. Men hvis børn ikke kan være onde, tja, bliver de så pludselig
onde den dag, de fylder fx 15 eller 18 år? Det er nok mere flydende.
Kan mennesker i det hele taget være onde, eller er
det kun deres handlinger, som af og til er det? Urspørgsmålet, jeg altid vender
tilbage til: Var Hitler ond? Det er fristende at svare ja. For det er det
letteste. Jeg må indrømme, at jeg ikke har et sikkert svar på Hitler-gåden.
Manden med det lille, sorte overskæg og den ustyrlige højrearm var nok snarere
gal end ond. Hans hjerne var forskruet, men halvdelen af tyskerne bakkede ham
op, og han må have anset det, han gjorde, for nødvendigt. Ifølge hans syge
verdensopfattelse var aflivningerne af jøder, sigøjnere, homoseksuelle osv. et
rationelt anliggende, en udrensning. Aflivningen foregik så industrielt som
muligt, og den brugbare arbejdskraft blev udnyttet forinden.
Der er to typer af misgerninger: dem, der tjener en større idé, og
dem, der foretages for nydelsens skyld.
Drengen, der tog min cykel
fra mig, nød selvfølgelig ikke i sig selv at prøve en lidt mindre drengs ikke
alt for prangende cykel. Han nød at gøre mig ked af det. Han nød at have magt. Tilsvarende
må mange af Hitlers kz-lejrkommandanter formodes at have nydt fangernes
lidelser i lejrene, nydt deres egen magt over svage individers skæbne.
Senerehen er dette fænomen
blevet kendt som Lucifer-effekten.
Min seneste roman, Grønlands-krimien ”Den sidste olie”, analyserer denne effekt.
En idealistisk aktivist går spontant over stregen. Mishandlingen begynder. Idealisten
i min roman gør det samme, som Charles Graner, Lynndie England og flere af
deres kolleger fra USA’s 372nd Military Police Company blev dømt for at have
gjort i Abu Ghraib-fængslet vest for Bagdad for et årti siden.
Graner og England ydmygede irakiske krigsfanger
seksuelt og på anden vis. De to militærfolk blev berømte, fordi en af deres
kammerater fotograferede dem foran en ”fangepyramide” bestående af nøgne
mandlige fanger, som ligger oven på hinanden i hundestilling og andre
positurer. Billederne kom frem, og sagen rullede.
Abu Ghraib passer perfekt på
psykologiprofessor Philip Zimbardos teori om Lucifer-effekten. På Stanford-universitetet
testede han i begyndelsen af 1970’erne,
om man kunne fremkalde ondskab eksperimentelt i et fængselsforsøg med nogle
ellers velfungerende studerende som deltagere.
De studerende blev inddelt i fanger og fangevogtere.
Resultatet var, at en tredjedel af de unge mennesker, der blev bedt om at vise
autoritet, i løbet af få dage kunne stimuleres til at ydmyge og mishandle
fanger, uden direkte at være blevet bedt om det. De fandt selv på diverse
ydmygelser af deres medstuderende. Med forsøget stod det klart, at sadismen
ligger og lurer lige under den pæne overflade hos alt for mange af os.
Den gale, der udfører misgerninger, er drevet af tvangstanker og
vrangforestillinger – ikke blot af had eller sadistisk nydelse. Den gale er
derfor ikke ond. Han mangler selvbevidsthed og fri vilje. Var Hitler gal?
Formentlig. Med sikkerhed var han umenneskelig, og hans tankegang var syg.
Var drengen, der snuppede min cykel, gal? Næppe.
Var fangevogterne i Abu Ghraib gale? Formentlig heller ikke. Deres fangemishandlinger
var ubetinget ondsindede.
Ondskaben findes og vil findes til alle tider –i
vores bevidsthed, i myterne, i krimierne og i virkeligheden. I den lille skala,
fx i form af mobning af et barn i skolen eller af en voksen på arbejdspladsen.
I stor skala, som når soldater bliver grebet af deres magt og foretager
unødvendigt skadelige og smertevoldende handlinger. I allerstørste skala, når
en hadefuld statsleder begynder at slå sit eget folk ihjel.
Det onde kan dukke op overalt.
Politiken-abonnenter kan også læse kroniken på Politikens hjemmeside.
Læs også "Da min computer løb tør for strøm", kronik i Politiken, 1. april 2017.
