Rune Stefansson interviewet af Heidi Yetkin om Baby Rasta
19. juni 2013
Interviewet kan frit bruges af pressen.
- Hvordan får man som forfatter ideerne til at udtænke en kriminalhistorie som din?
Konkret sad jeg nede i Gambia i Vestafrika og arbejdede på mit første krimimanus. Så var det, jeg spurgte mig selv, hvad der ville ske, hvis en turist blev smidt ned til krokodillerne i Kachikally Crocodile Pool, som jeg lige havde besøgt. Svaret var indlysende: Det ville skade turismen, som landet i høj grad lever af.
Så udviklede jeg plottet derfra, da jeg fik tid et par år senere – jeg skulle lige skrive Blockbuster, den første krimi, færdig først.
Men den personlige gåde for mig er stadig, hvordan den oprindelige idé opstod. Er det mig, der er pervers? Hvorfor sidder man i den bagende sol på den smukke strand ved Atlanterhavet og får den makabre ide om, at nogen bliver ædt levende af nilkrokodiller? Og hvorfor kunne jeg ikke slippe den igen?
Enten er det mig, der er småskør, eller også får vi alle sammen den slags skøre indfald af og til. Ligesom når man forestiller sig, at en af ens nærmeste kommer ud for en trafikulykke. Den slags. Dagdrømme og mareridt. Jeg er bare som forfatter nødt til at holde fast i sådan nogle ideer, hvor andre bare kan glemme eller fortrænge dem igen.
- Hvordan kommer du fra den oprindelige idé til dit komplekse plot med et ret stort persongalleri?
Jeg tænkte videre ud fra den oprindelige idé om, at nogen havde kastet en ung dansk musiker ned til krokodillerne. De havde filmet det og lagt det på YouTube. Hvem kunne have motiver til at gøre det og lægge en optagelse på YouTube? Hvordan var det foregået? Osv. Der skulle naturligvis også være mere end én mistænkt.
Plotudviklingen foregår trin for trin. Man har brug for nogle bipersoner til at gøre det ene og det andet. Nogle skal være mistænkelige, andre ikke – for så bliver det for meget.
Det er som et træ, der forgrener sig, og så gælder det bare om at holde styr på alle de løse ender. Undervejs må man skære til, ellers fører det for vidt. Man kan jo udtænke tusind mellemregninger, som i sidste ende ikke er afgørende for plottet.
- Hvor meget planlægger du?
Planlægning er ekstremt vigtig. Og at have godt modspil undervejs i planlægningsprocessen. Jeg har heldigvis flere gode hjælpere, som er superengagerede i den slags. Heldige mig! Også perfekt med de gode folk fra Byens Forlag.
Jeg har haft en detaljeret synopsis på omkring ti tætskrevne sider, der punkt for punkt beskrev, hvad der skulle ske. Men uanset hvor godt jeg planlægger, er der altid noget, som kommer bag på mig.
Da jeg skrev min første krimi, var jeg ved at vælte ned af kontorstolen, når jeg opdagede et logisk problem i synopsen. Men nu har jeg lært at tackle det. Der er altid en løsning. Det er mest et spørgsmål om, hvor elegant den er. Der er meget teknik i at planlægge en velfungerende krimi.
- Hvorfor lige Afrika?
Jeg fik jo ideen dernede. Jeg er et skrivende menneske og havde lyst til at skrive på baggrund af mine indtryk fra Gambia, som er et fantastisk land – trods prostitution og en gal præsident, der undertrykker al opposition.
Jeg har rejst rigtig meget i Latinamerika – og skrevet om det – men Afrika var nyt for mig. Dermed fik Afrika nyhedens interesse for mig. Det er et på én gang meget gammelt og meget ungt kontinent, som bevæger sig kraftigt i disse år, hvor der er kamp om naturresurserne. Kineserne kommer. De latinamerikanske narkokarteller kommer. Alle kommer.
Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.
Det var fedt at sidde hjemme på de grå vinterdage og foretage mentale rejser til det varme Vestafrika.
- Både Blockbuster og Baby Rasta har undertitlen ”En Marcelo Krankl-krimi”, opkaldt efter bøgernes hovedperson. Hvor lang bliver serien?
Mere end en trilogi. Jeg forestiller mig 6-8 bind.
Jeg skal i gang med treeren her til sommer. Arbejdstitlen er Bjørnen. Den er i virkeligheden en forhistorie. Marcelo træder i karakter, da han for første gang skal løse en opgave helt alene. Den københavnske gangster Bjørnen har nemlig kørt Marcelos gamle kompagnon og læremester, Konrad Zimmermann, ned. Med vilje!
I et kommende bind skal Marcelo tilbage til Israel. Jeg vil ikke afsløre hvorfor. I en anden historie bliver Marcelo måske sendt til Grønland – han er i forvejen sådan lidt Smilla-agtig med sin tokulturelle baggrund. Han er jo oprindeligt fra Chile og kan den måde kaste et skævt latino-blik på Danmark, som han både forstår indefra og undrer sig lidt over.
Det er det samme, da han er i Afrika. Han kommer både dybt ind i landets kultur, dybt inde i tingene, og er fremmed over for landet.
- Hvad er det, der driver Marcelo?
Detektiver skal undre sig over tilværelsen. De skal være fulde af både smerte og lyst. De er drevet af højere magter. De søger og finder. De nedbryder illusioner. De er desillusionerede. Men de slipper nok aldrig helt af med deres egne illusioner.
Læs mere om Baby Rasta.
Læs mere om Gambia.
