TUBAB ROONEY
Tubab betyder hvidt menneske i
Gambia, det lille smilende og fredelige land i Vestafrika. Tubab, Tubab, lyder
det begejstret fra børnene, når de ser en europæer. Gambianerne elsker at få
besøg udefra.
Tekst:
Rune Stefansson
Tubab,
Tubab! råber de efter mig, børnene med deres store smil og vinkende hænder.
Hvid betyder det. Hvid som fortænderne i de sorte
ansigter.
Jeg er i Vestafrika på Smilets Kyst, Gambia.
Det lillebitte engelsk- og mandinka-talende land ligger indlejret i det
fransksprogede musikland Senegal. Fra Kastrup flyver Airbussen ned over
Marokko, Vestsahara, Mauretanien og den nordlige halvdel af Senegal. Derefter
dukker Gambia-flodens træomkransede delta op midt i den støvede, lyserøde
sandjord.
Solen slår på djembe. Landet er fladt som et
trommeskind, og først ude ved Atlanterhavet melder den friske vind sig som en
flaske koldt vand.
Tolv timer fra jeg låser døren på Rolfsvej,
Frederiksberg, stiger jeg ud af en Mercedes og åbner den grønne metalport til
Jabo Guest House i turistbyen Bakau på den nordligste del af den kun 50 kilometer
brede sandstrandskyst. Det har været ganske let at komme hertil. Spies sender
charterfly af sted hele vinterhalvåret, og man kan nøjes med at købe
flybilletten. Jeg begynder i turistområdet, men vil hurtigt væk herfra. Jeg vil
sydpå langs kysten.
Atlanterhavsområdet i Gambia er et perfekt sted til et
par ugers rejse i Afrika, når man elsker tropiske strande og vil undgå at bruge
for meget tid på transport. Gambia er et smilende, imødekommende og sikkert
land, hvor næsten alle oven i købet taler engelsk.
Foran mit første guest-house ser jeg Mercedes-taxien
forsvinde i gambiansk tempo, langsomt, langsomt. Dieselosen er sort, bilen er –
som de fleste andre køretøjer – et rystende vrag. Men Mercerne skal helst være
gamle, for fra starten af 1990’erne begyndte tyskerne at fylde vognene med
elektronik, der ikke er til at reparere her.
Bumsters
– de selvbestaltede guider
Allerede
næste dag går det op for mig, at alting bliver genbrugt her i landet. Ikke bare
bildele og bølgeblik, men også bemærkninger til blege backpackere.
Hello! How are you doing? Where you from? How long time in
Gambia? First time here? Have you visitted ...?
Herfra kan der improviseres.
Which part of Denmark you from? Are you married? You travel alone? But you have
girlfriend at home? You wanna marry Gambian woman?
Eller mere uskyldigt: Have you
seen the crocodiles?
Når jeg begynder at trække mig væk, skynder den
spørgelystne gambianer sig at byde mig velkommen. Gæstfriheden er enorm: I
wish you welcome. You are my friend, I wish you to feel happy. Your pleasure is
my pleasure. We are poor, but we are happy people. You are a black man with
white skin.
Fyren inviterer på ris og fisk og efterfølgende
rundvisning. Vi skal gerne også forbi et hjem med et spædbarn eller et
børnehjem eller ud på fiskernes landingsbro. Alle steder har de brug for et bidrag.
Det har de virkelig.
Bumsters kaldes dem, der lever af at
henvende sig til turisterne. Disse selvbestaltede guider er næsten altid unge mænd.
De kan hjælpe med det meste og er svære at slippe af med. Betalingen er kun
indirekte – ofte kun what’s in your heart.
Bumsterne er vigtige for landets økonomi.
Også hvis det tager overhånd, og de begynder at skræmme gæsterne væk.
Regeringen har omskolet nogle af dem til officielle guider. Tre ugers kursus.
Nice to be nice.
Rastaerne
– nice to be nice
Yeah
man, nice to be nice, det siger også rasta- og reggaefyrene, som jeg bor hos i
en utæt hytte helt nede på stranden i fiskerlejet Gunjur. Ligesom fiskerne
ryger de unge med dreadlocks og Jamaica-tøj masser af lokalgroet pot. It’s our
medicine, får jeg at vide. Om aftenen siger en af dem, at de kun ryger om
aftenen.
Næste morgen ruller de en ny Bob Marley-cigaret til
morgenmaden – hjemmelavet jordnøddesmør på lyst brød. Tredje joint tændes med
anden. Så kan man slappe af indtil frokost, hvis man er heldig.
Rastabrødrene og -søstrene spiller tromme og er evigt
positive. Alt er godt og rart. We are all the same, black or white. One family. Nice.
Jeg bekræfter dem utallige gange om dagen i, at landet,
stedet, stranden, havet, svømmeturen, vejret, folk er very nice. Jeg mener det.
Deres ro og store smil og strømmen af plusord læger alle bekymringer. Pausen
mellem havets bølger er som freden, når rastaerne sidder og stener. Der kommer
altid en ny bølge, nice, man.
Til
frokost med de ugifte kvinder
I
like you so much, siger Satu i den sydligste landsby ved havet, Kartong. Kun en
lavvandet lille flod udgør den ubevogtede grænse til Senegal. Satu og jeg har
kun kendt hinanden i få timer. I’m gonna miss so much, tilføjer hun. Jeg ved
ikke, om hendes pludselige kærlighed til mig, den hvide mand, kan være helt
ægte. Eller om hun er madhore.
Jeg afskyr prostitution. Det ene menneske risikerer
at ødelægge det andet for selv at have det godt.
Hollandske, engelske og skandinaviske kvinder
i den ufrugtbare alder kommer for at danse med de unge, veltrimmede og flotte lokale
fyre. På Happiness Corner i hotelbyen Bakau har jeg set de faste sorte hænder glide
ned over de blonde veninders vuggende, overmodne røve i alle størrelser. Ligestilling
med globale konsekvenser.
For gambianerne er Europa det forjættede
land. Mange af dem har en bror eller søster, fætter eller kusine i København.
Familiebegrebet er stort. I landsbyerne bor
storfamilierne i compounds, små samlinger af huse, hvor bedsteforældrene, hvis
de stadig lever, kan holde øje med børn, svigerbørn og et mylder af børnebørn.
Mændene kan have en eller to eller tre eller maksimalt
fire koner. Men mange af de unge har ingen partner. Det er dyrt at blive gift,
store fester for to enorme familier. Nogle af fyrene har flere kærester,
pigerne kan ikke lide det.
Fem gange om dagen lyder båndoptagerens kalden fra den
lokale moske, og mændene ruller deres bedemåtte ud – fredag klokken to i store
grupper i sandgadernes støv. De er omskårne, kvinder som mænd, og ser det som
noget godt. Kvinderne kan ikke huske smerten.
De gifte kvinder går ikke ud for at danse. De ugifte kvinder
i Kartong inviterer mig til at spise frokost sammen med dem.
Jeg får en ske, skyllet i en balje koldt vand uden
opvaskemiddel. Vi spiser af samme store fad, som vi sidder omkring. Jeg får en
skramlet plasticstol eller en træskammel eller hjørnet af en lav sofabænk i
skyggen under halvtaget, udendørs. Høns og smågeder piler rundt i sandet.
I faddet er der et par kilo ris, i midten dækket af stærk
sovs med fisk. Et stykke af gatofrugten skubbes hen til mig, den styrker potensen.
Fire-fem voksne kvinder og mindst lige så mange børn former små boller af ris
med højre hånd, blander ris med olieret sovs. Fiskeben spyttes ned på jorden
mellem benene. Vi spiser ikke helt op, vi er jo mætte. Jeg lader de andre om at
vaske begge hænder i samme balje, både madhånden og den venstre, som er til det
andet. Der er ellers rindende grundvand lige om hjørnet.
Mændene kommer forbi, og den livlige snak på blandingen
af mandinka, jola og en lille smule engelsk hører op. Børnene får en
reprimande, og madresterne fejes væk, mens manden, broren, onklen, fætteren,
naboen står og kigger på sin store Nokia-telefon.
Hellige
krokodiller
Præsident
Yahya Jammeh vil ingen tale ret meget om. Heller ikke dem, der går med T-shirts
fra den seneste valgkamp. Jammeh for ever, står der på nogle af dem. Demokrati
eller ej.
Krokodillen har afløst præsidentens ansigt på
en-dalasi-mønterne. Krokodillen er halvvejs hellig. Om nødvendigt anmoder
kvinderne krokodillerne om at gøre dem frugtbare. Vi andre kan få lov til at
røre ved Charlie, det ældste af de skælklædte krybdyr. Oversiden føles som et
bildæk, og på undersiden kan Charlie godt lide varmen fra en hånd.
Nede i det store runde vandhul glider store krokodiller
og deres underarmlange unger rundt i det lysegrønne algesnask. Den største
snapper efter de mindre, når den med jævne mellemrum bliver vred. Andre
krokodiller kravler op ad de stejle kanter mod vores sandaler.
Før sengetid forsvinder en lille skorpion i lommelygtens
skær hen i hjørnet af min mørke og utætte strandhytte. Skorpioner skulle der
ellers ikke være uden for regntiden. Det er mange måneder, siden det har
dryppet fra himlen.
Rune
= Rooney
Jeg
hedder Rune. På engelsk bliver det til Rooney. Manchester Uniteds unge engelske
angrebsstjerne hedder Wayne Rooney. Navnefællesskabet med den tætbyggede, temperamentsfulde måltyv giver
mig mange venner – afrikanere elsker fodbold. Gaderne er fulde af drenge og
mænd iført billige kopier af Arsenals, Uniteds, Chelseas, Barcelonas og Real
Madrids klubtrøjer.
Når jeg kommer cyklende eller vandrende ind i landsbyen Sanyang
– mit sidste opholdssted på Atlanterhavskysten – råber børnene ikke Tubab,
Tubab efter mig. De råber Rooney, Rooney! De farer hen til mig og griber mine
hænder, slås om at holde den hvide mand i hånden. Ugifte kvinder kalder på mig:
Rooney, Rooney.
En lille dreng i Sanyang bliver døbt Lamin Rooney,
opkaldt efter mig. Den muslimske navngivningsfest foregår på barnets syvende
levedag. Dagen før fik jeg lov til at sidde og holde den indsvøbte dreng.
Moren smilede en anelse træt, og så ellers ud til at have
det fint. Under fødslen får kvinderne tæsk på arme og ben, hvis ikke presseveerne
er stærke nok.
Børn under fem dør let på disse kanter. På hospitalet
udleveres døde børn uden sentimentalitet til forældrene lige efter udåndingen.
Det har et par danske sygeplejerskeelever, der arbejder hernede, fortalt mig.
Pårørende må selv tørre bræk op efter patienterne. Injektioner gives som regel
af uuddannet personale.
Må lille Lamin Rooney vokse sig stærk og leve længe.
Tubab
– den hvide mand
De
kan kalde mig Rooney. De kan kalde mig, hvad de vil, gambianerne. I Sanyang får
jeg endda et nyt navn. Mossa Dabu. Jeg går rundt og svarer alle, der spørger,
at jeg hedder Mossa. Det er det samme som Moses.
Mossa, now you’re an African man, siger de og smiler
endnu bredere, end de plejer.
Fint med mig, jeg kan godt lide Mossa. Men
kald mig bare Tubab. Jeg er den hvide mand. Tubab. Min byrde, min glæde.
