Catalonien

Hver anden catalonier ønsker uafhængighed. Mange baskere, bayrere og belgiske flamlændere vil også løsrive sig. Må de det?

Kronik i Politiken, 21. december 2017 – skrevet sammen med Janire Mimentza

Surferstranden Sopelana, nordøst for Bilbao i Baskerlandet. En falmet graffiti på et af de tre brede trappetrin ned mod det gullige strand lyder sådan: ”DOS POBLES – UNA LLUITA.” To folk, én kamp, skrevet på catalansk med reference til det, de spanske medier havde døbt 1-O. Det står ikke for et-nul, men et-0, et numeronym for 1. oktober.

    På denne dato i år faldt folkeafstemningen i Catalonien, en afstemning, der nok i første omgang vil blive mest husket for det kaos, der var omkring den. Var afstemningen lovlig eller ulovlig? Gik Guardia Civil, det nationale politi i Spanien, for hårdhændet til værks mod demonstranterne med gummikugler og knipler og over 800 sårede til følge? Modarbejdede det catalanske politikorps, Mossos d’Esquadra, det spanske politi, og er deres passivitet strafbar? Kan resultatet, det klare ja med 90 pct. af de afgivne stemmer, til uafhængighed, anerkendes eller bare respekteres, når kun 43 pct. af de stemmeberettigede afgav deres stemme, og når den spanske forfatningsdomstol på forhånd havde erklæret afstemningen ulovlig?

    21. december er der regionalvalg i Catalonien, forkortet 21D. Separatisterne forsøger at gøre det til en afstemning om uafhængighed, selv om det formelt set ikke er det.  I Bilbao, hvor vi bor, vajer der fra altanerne catalanske flag. Eller rettere sagt separatistflag. Det officielle catalanske flag, senyera, består nemlig af fem gule og fire røde vandrette striber. Men separatisterne har udstyret venstre side af det rød-gule flag med en blå trekant med én hvid femtakket stjerne. Estelada, enkeltstjerneflaget, udtrykker, at Catalonien står alene.

Som dansk-spansk par flyttede vi til Baskerlandet midt i september. Det var i den måned op til folkeafstemningen, hvor det virkelig kogte i Catalonien og i hele Spanien. Alles øjne var rettede mod Barcelona og omegn. Ikke mindst baskernes øjne. Ligesom i Catalonien mærker man i Baskerlandet meget til separatister, der fylder byrummet med bannere, plakater og spraymalede budskaber.

    Mange europæere forveksler Catalonien og Baskerlandet, så lad os lige slå geografi og sprog for de to autonome regioner fast: Cataloniens regeringsby er Barcelona. Regionen har 7,4 millioner indbyggere fordelt på godt 32.000 kvadratkilometer (som Belgien) og grænser mod Frankrig og Andorra mod nord og Middelhavet mod øst. Baskerlandet med 2,2 millioner indbyggere på kun 7.200 kvadratkilometer (som Sjælland) består formelt af tre provinser med hovedbyerne Bilbao, San Sebastián og Vitoria-Gasteiz, hvoraf sidstnævnte er sæde for det baskiske selvstyre; regionen grænser mod Frankrig i nordøst og Biscayen mod nord.

En stor del af catalonierne har det latinske sprog catalansk som modersmål eller har lært det i skolen eller senere i livet. Det samme gælder baskerne med deres urgamle sprog, som i uforståelighed for andre europæere kan sammenlignes med finsk. Begge sprog var undertrykt under general Francos diktatur, 1939-1975. De er blomstret kraftigt op efter indførelsen af en demokratisk forfatning, der – med en absurd formulering – nævner betydningen af ”de øvrige spanske sprog (...) i de respektive Autonome Regioner”.

I Baskerlandet havde ETA bekæmpet Franco og derved vundet en del sympati, men udviklede sig siden til en regulær terrorbevægelse i kampen for et frit Baskerland. I 2011 nedlagde ETA våbnene, men afleverede dog først deres 3,5 tons våben i april i år i det sydvestlige Frankrig. Et uafhængigt Baskerland ville give udfordringer med grænsedragningen mod både Frankrig og naboregionen Navarra i øst, hvor der også tales baskisk. Catalansk beslægtet med mallorkinsk og valenciansk, men ingen af disse steder er der et udbredt ønske om at blive hverken selvstændige eller en del af et ”Stor-Catalonien”.

    Op til folkeafstemningen i Catalonien 1. oktober var der to store sympatidemonstrationer i Bilbao. Tudende biler kørte rundt i Bilbaos gader med to flag ud af vinduerne: det catalanske estelada og det dannebrogslignende, rød-hvid-grønne baskiske korsflag, ikurriña. Nogle eventyrlystne baskere fra venstrefløj og intelligentsia tog til Barcelona for at opleve og støtte den måske historiske afstemning i det pacifistiske Catalonien. Det baskiske selvstyre kritiserede Spaniens regerings modstand mod folkeafstemningen i Catalonien.

Baskerne har for længst indset vigtigheden af internationale kontakter i kampen for øget selvbestemmelse, i de senere år ikke mindst til de skotske separatister. Cataloniens suspenderede leder, Carles Puigdemont, har længe benyttet sig af en taktik, der betegnes som internationalisering af konflikten. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at det var Bruxelles, han flygtede til for at undgå at blive arresteret på spansk jord, efter at regeringen i Madrid den 27. oktober inddrog det catalanske selvstyre – få timer efter at Cataloniens parlament, Generalitat de Catalunya, havde erklæret uafhængighed.

Håbet var at få EU til at melde sig som mægler mellem Puigdemont og Spaniens premierminister, Mariano Rajoy. Men Rajoy vil ikke forhandle og henviser igen og igen til den spanske forfatning.

Så lad os kaste et blik på Spaniens grundlov fra 1978, la Constitución Española, og dens meget omtalte artikel 155, som Rajoys regering har bragt i anvendelse over for det ulydige catalanske selvstyre.

    Grundlovens præambel taler om ”la Nación española” med stort N og oplyser, at et af dens formål er at ”beskytte alle spaniere og befolkninger i Spanien (pueblos de España) og deres menneskerettigheder, deres kulturer og traditioner, sprog (lenguas) og institutioner”. Bemærk, at både kulturer og sprog er sat i flertal.

    Artikel 2 lyder med en lang juridisk sætning: ”Grundloven baserer sig på den uopløselige enhed af den spanske Nation – det fælles fædreland og udeleligt for alle spaniere – og den anerkender og garanterer retten til autonomi for de nationaliteter (nacionalidades) og regioner, som udgør den (altså Nationen), og solidariteten imellem dem (altså mellem regionerne).”

Videre til artikel 155, som er stærkt inspireret af artikel 37 i den tyske forfatning, og som i brudstykker er gået verdenspressen rundt i efteråret (egen oversættelse):

”Hvis en Autonom Region ikke følger forpligtelserne i Grundloven eller andre love, eller opfører sig på en måde, der strider alvorligt mod Spaniens generelle interesse, kan Regeringen stille krav til Præsidenten for Den Autonome Region, og hvis kravet ikke bliver respekteret, kan Regeringen dernæst, med godkendelse med absolut flertal i Senatet, anvende den nødvendige magt til at gennemføre sine krav eller for at sikre den nævnte generelle interesse. I givet fald kan Regeringen give ordrer til alle myndigheder i de Autonome Regioner.”

    Den spanske forfatningsdomstol kendte på forhånd folkeafstemningen 1. oktober i Catalonien ugyldig, og juraen skulle altså være ganske klar: Spanien er udeleligt.

Men én ting er jura. Noget andet er den politiske virkelighed. Noget tredje og måske endnu mere vigtigt er vores vestlige værdier, frihedsidealer og menneskerettigheder. De blev udviklet i især Frankrig og USA i slutningen af 1700-tallet og danner stadig grundlaget for internationalt samarbejde på højeste niveau. Som det fremgår af FN-Pagtens artikel 1, stykke 2, handler et af principperne om ”folkenes ligeret og selvbestemmelsesret”.

    Realpolitisk strider selvbestemmelsesretten ofte mod princippet om staters territoriale integritet. Med andre ord accepterer det internationale samfund, at kineserne undertrykker tibetanerne osv. osv. Et frisk eksempel er den ikke-bindende folkeafstemning i den kurdiske del af Irak den 25. september i år. 92 pct. stemte ja til uafhængighed. Men ifølge danske medier var Israel det eneste land, der støttede kurdernes ønske om en folkeafstemning.

    Hvad med Danmark? I Danmark og Tyskland er der stolthed over Genforening i 1920. Efter folkeafstemninger i Sønderjylland og Mellemslesvig blev grænsen flyttet, og det er et af verdenshistoriens smukkeste eksempler på respekten for folkenes ret til selvbestemmelse. Island løsrev sig uden de store problemer i 1944, hvor 97 pct. af befolkningen stemte for at træde ud af personalunionen med det tyskbesatte Danmark.

    Men i år mindes vi også hundredåret for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA – til en god pris, oplyser moderne historikere. Storstilet menneske- og jordhandel uden forsøg på folkeafstemning!

Et andet historisk sår er folkeafstemningen om uafhængighed på Færøerne den 14. september 1946. 51 pct. stemte for, 49 pct. imod, og kun 166 stemmer skilte ja-siden fra nej-siden. Fire dage senere erklærede Færøerne uafhængighed. Allerede 20. september annullerede Danmark denne beslutning og opløste Lagtinget. To dages frihed fik færingerne! Men det var i det mindste det dobbelte af, hvad catalonierne fik, da de erklærede uafhængighed i oktober 1934.

I Vesteuropa er der foruden på Den Iberiske Halvø selvstændighedsbevægelser i bl.a. Skotland, Flandern, Korsika, Bretagne og det nordlige Italien med regionerne Lombardiet, Sydtyrol og Veneto. Selv på Bornholm og i Skåne er der spredte røster, som ønsker selvstændighed.

Allervigtigst for udviklingen i det tyskdominerede EU er det måske, at en stor del af befolkningen i Bayern føler sig mere som bayrere end som tyskere. En brugerafstemning på det konservative dagblad Münchner Merkurs hjemmeside i forlængelse af den catalanske folkeafstemning rummede flere tendentiøst formulerede afkrydsningsmuligheder:

”Jeg ønsker et uafhængigt Bayern, så vi ikke længere skal være kassemester for de andre Bundesländer.“ 38 pct. stemte på dette.

31 pct. satte fluebenet ved denne formulering: ”I hvert fald. Ud over sproget har vi kun lidt til fælles med resten af den tyske befolkning (...).”

30 pct. af brugerne af Merkur.de ville gerne forblive en del af Forbundsstaten, og flest af disse klikkede på denne tankevækkende formulering: ”Det ville være en erhvervsmæssig katastrofe ikke bare for Tyskland, men også for Bayern.”

Så er Bayxit, som avisen kaldte det, virkelig på vej? Næppe. For det første er det en meningsmåling i et München-centreret medie, og i det nordlige Bayern i det overvejende protestantiske Franken med hovedbyen Nürnberg føler man sig af historiske årsager ikke bayerske, og man læser sjældent Merkur.

I den tyske grundlov er der intet eksplicit forbud mod at træde ud af Forbundsrepublikken. Men 16. december 2016 afsagde den tyske forbundsdomstol alligevel dom mod en folkeafstemning om udtræden: Delstaterne er ikke ”herrer over grundloven”, hed det, og ”grundloven giver ikke rum til selvstændighedsbestræbelser”.

Inden vi flyttede til Bilbao, boede vi i det kerneeuropæiske, kosmopolitiske München. Vores indtryk fra ølbyen er, at de fleste af de indfødte bayrere føler sig både bayerske og tyske. Det er en både-og-følelse, der genkendes fra meningsmålinger i Baskerlandet og den delvist baskiske naboregion Navarra.

Freistaat Bayern betaler årligt 5,8 milliarder euro i delstatsudligning; det betyder, at det alene ved den ordning koster hver af de 12,8 millioner borgere i Bayern knap 3.400 kr. om året at være en del af den tyske føderation.

Det er naturligvis ofte de rige regioner, som ønsker uafhængighed. For hvorfor skal bayrere, cataloniere og norditalienere dog betale for den økonomiske tilbageståenhed i det gamle DDR, i Andalusien og på Sicilien?

Når man skal afgrænse, hvilke folk der har ret til selvbestemmelse, er det let at pege på fælles sprog, historie og kultur. I praksis er det tre noget løse, flydende begreber. Vi tror derfor, at et ”folk”, en nation, er den gruppe af mennesker, der føler sig som et folk. Folket er en følelse. Hvor meget man end kan dekonstruere nationale konstruktioner med deres indbyggede skævvridninger af historie og virkelighed, må man forsøge at respektere folks følelser. Og deres valg.

    Hvor meget skal der så til for at sikre løsrivelse? I 1946 skilte 166 stemmer ja-siden fra nej-siden i den færøske folkeafstemning. Sin historiske uretfærdighed til trods peger eksemplet på, at man kan overveje at stille krav om et kvalificeret flertal. Med Brexit-roderiet in mente og med viden om det danske folks svingende opbakning til øget integration i EU gør man klogt i at sikre sig mod volatile folkestemninger. Man skal ikke kunne melde sig ud af EU eller Rigsfællesskabet eller af den spanske enhedsstat den ene dag og så melde sig ind igen efter den næste folkeafstemning. Det er for dyrt, risikabelt og besværligt. Der er ingen naturgivne regler for kvalificerede flertal – et princip opfundet i antikkens Rom – men et moderne bud kunne være 55 eller 60 pct.

Omvendt skal realpolitik heller ikke blive en tung dyne, som forhindrer, at grænser flyttes efter en velgennemført afstemning. For helt ærligt: Hvad skulle problemet dog være? Tjekkiet og Slovakiet skiltes i fredeligt i 1993. Hvorfor skulle flandere og valloner ikke kunne gøre det samme? Og Korsika bliver ikke pludselig et kommunistisk brohoved i Middelhavet, blot fordi alliancen af korsikanske nationalister, Pè a Corsica, ved anden valgrunde, 10. december i år, vandt hele 41 ud af 63 pladser i ø-regionens parlament. Den kolde krig er jo forbi.

    Men er der ingen risiko ved løsrivelse? Nej. Og samtidig jo! Bevæger vi os til Østeuropa, har Krim-halvøen desværre vist det med blodig krig i det østlige Ukraine.

Estland og Letland har også betydelige russiske minoriteter i landenes østlige områder. Hvad nu hvis Vladimir Putin formår at piske en stemning op i fx amtet Ida-Virumaa (Østvirland) i det nordøstlige Estland eller i regionen Letgallen i det østlige Letland? Så er der fare for kampe på grænsen mellem Nato og Rusland.

Lad os i første omgang fokusere på friheden og folkenes selvbestemmelsesret i det fredelige Vesteuropa, hvor russisk pression og propaganda er minimal. Lad catalonierne stemme om uafhængighed under demokratiske forhold, ikke under dække af et valg til deres parlament, som det foregår nu. Hvis et flertal af catalonierne ønsker uafhængighed, skal de selvfølgelig have den, uanset hvad den spanske forfatning siger. Og de skal på forhånd tilbydes at kunne forblive i EU.

Politiken-abonnenter kan også læse kroniken på Politiken.dk.