En lille gruppe
asatroende er samlet til juleblót på årets korteste dag. De tænder fakler og
påkalder sig de gamle guder. Kort efter begynder ofringerne.
Björg, der tidligere hed Morten, begynder langsomt at gå rundt i
cirklen. Med solen, med uret. Den bredskuldrede kvinde er iført en ærmeløs
lilla kofte. Med fingrene slår hun tungt og monotont på en tromme, hun holder i
den anden hånd. Bum. Bum. Bum. Der er ingen andre lyde i Hareskoven. Bum, bum,
bum.
Lyset er ved at svinde.
Himlen er stadig grå. Det mudrede græs rundt om stendyssen er fuldt af brune
blade. Træerne er nøgne, alle andre godt klædt på. Luften er fugtig, en let
vind fra vest, der får flammerne i de fire fakler i cirklens hjørner til at
blafre.
Pia i rød forklædekjole med
gul-orange underkjole, der næsten matcher hendes hår, rækker begge hænder mod
himlen.
– Thor, jeg kalder dig, siger
hun. – Vær med til vores blót.
Pia går med solen rundt til
næste verdenshjørne, hvor hun igen rækker armene op mod himlen.
– Freja, jeg kalder dig. Vær
med til vores blót.
En hvid hund lister forbi. Løse
hunde er tilladt her.
Det rasler og ringler, når
Pia går. Hun har en klokke spændt fast i livet.
– Skaði, jeg kalder dig. Vær
med til vores blót.
Skade er en jættekvinde, der
udvikler sig til jagtens og vinterens gudinde. Ifølge nogle kilder var hun gift
med Odin.
Pia træder hen til det sidste
verdenshjørne og påkalder sig med høj røst den mægtigste gud i det gamle
Norden:
– Oðinn, vær med til vores
blót.
Så træder Pia hen på sin
plads i cirklen ved siden af Björg. Hun henvender sig til de syv øvrige
deltagere i ceremonien, hvoraf et par stykker ikke tidligere har deltaget i et
asablót:
– Cirklen er nu lukket. Ingen
forlader cirklen, undtagen dyr og børn. For de ved ikke bedre.
Ceremonien er en lysfest, en gudstjeneste i naturen. Den foregår på årets korteste dag, 21. december.
Ceremonien er en lysfest, en gudstjeneste i naturen. Den foregår på årets korteste dag, 21. december.
Visionen om Gråskæg
Björg Sigrid Lund er 54 år og har tidligere dannet par med Pia Struck,
der i sit daglige liv er orgasmeterapeut. Den transkønnede Björg har læst
religionsvidenskab, og sammen har de stået for Harreskov Blótgilde i to årtier.
Dengang kaldte Björg sig Morten Grølheim.
Det hele begyndte med, at Morten
Grølheim fik en vision for 24 år siden. Han drømte, at han stod på en
fiskerbåd. Pludselig hoppede han i vandet, svømmede over til en Storebæltsfærge
og kravlede ombord. Oppe på broen stod en gammel færgemand med gråt skæg og
klap for det ene øje.
I den nordiske mytologi er det Gråskæg, som Thor beder fragte sig over
et sund. Og Gråskæg viser sig at være Odin, den øverste gud blandt aserne,
alfaderen.
– Jeg vidste, at fiskerbåden var et symbol på kristendommen, og at
manden med det store skæg var Odin. Da jeg vågnede, var værelset, jeg befandt
mig i, opfyldt af gnister. Jeg indså, at jeg skulle ud og starte et
trossamfund.
Siden blev han hovgode, dvs.
høvding og kultforretter. I dag er titlen gydje, den kvindelige pendant.
Brandoffer og vådoffer
Dyssen oppe på den lille høj er en slags alter med en stor sten
liggende hen over et par mindre kampesten. Alteret er omgivet af en håndfuld
sten i samme størrelse, der udgør en kreds, som blótgæsterne befinder sig inden
for.
Deltagerne tripper på fødderne for at holde varmen. Faklerne lyser
gyldent. Udenom er det ved at blive mørkt. En ugle tuder. Naturen er
nærværende. En deltager, formanden for Harreskov Blótgilde, er i kedeldragt. En
engelsktalende kvinde, forsamlingens ældste, er iført lang, cremefarvet
fåreuldskappe. De tre yngste deltagere har tøj på, der er egnet til en
vandretur.
Björg begynder at slå på sin
tromme igen. Med langsomme skridt går hun medsols rundt. Hun synger. En lys
stemme, rullende r’er, uforståelige ord, genkendelige gudenavne. Det er Odins
Runesang. Hun synger strofer på oldnordisk fra det lange eddadigt, der også
kaldes Hávamál eller Den Højes Tale. Stroferne handler om Odin den Vise, der
for at opnå kendskab til runerne ofrer sig selv.
Også her i de asatroendes hellige Hareskov – opkaldt efter det gamle
ord ”harre”, der måske betyder stendynge – skal der nu ofres. Pia hælder en
liter sødmælk i et trækar ved foden af alteret. Hun bærer karret rundt og giver
alle et prik i panden med hunkønnets væske. I gamle dage ville man have ofret
et dyr og brugt dets blod.
– Velkommen til juleblót,
hvisker hun til hver enkelt.
Mælken er det første
vådoffer. Pia lader den pjaske ned over den underste kant af overliggerstenen,
ind mellem bærestenene. Hurtigt opløses den hvide farve af jorden.
Björg tænder sin røgelse og
går medsols rundt. I den anden hånd byder hun blótdeltagerne af en dåse. Hun
har bagt i går, og Pia siger, hun er en mester til det. Hver deltager holder en
guldvogn i hånden. Det er en småkage, en svastikaformet energihvirvel. Tegnet
er et hjulkors, et urgammelt symbol på sol og lykke. Kagen udtrykker håbet om,
at solen nu vil vende tilbage, og at dagenen vil blive længere.
– Hil!
Deltagerne sætter tænderne i
den sprøde energi. Den smager kraftigt af kanel.
Björg danser rundt i cirklen,
drejer rundt om sin egen akse. Hun har vandrestøvler på. Til andre af de
asatroendes otte årlige årstidsblót, når det er mindre koldt i terrænet, har
hun sine store fødder i lilla gummisandaler, der passer til hendes flagrende selekjole.
Det er tid til det personlige
offer. Og måske en kortfattet tale.
– A time of change, siger den ældste kvinde, der træder hen til
glødekarret, som står på høje fødder foran hende.
Hun holder på en kvist,
drejer den rundt og forklarer. Hendes håb er, at solen vil komme retur. Hun smuldrer
sit brandoffer, en tør gulbrun kage, ned til de gråsorte trækul.
– Hil Skade og Frej, siger
hun på dansk.
Hil vil sige at hylde. Pia
beder en bøn om styrke og hylder både kærlighedens Freja, fornuftens Frigg og
skjaldenes Brage. En bebrillet kvinde, der ikke vil lade sit ansigt
fotografere, fremdrager en flaske øl. Kvinden hylder Freja og Frigg og hælder
det meste af pilsnerøllet ud i græsset foran stenene. Hun tegner en solcirkel
og drikker den sidste tår.
En af de to unge mænd lider
af en diskusprolaps. Han beder om Thors styrke. Men han har intet offer med.
Ingen dogmer
De asatroende siger, at deres religion ingen faste regler har. Ingen
nedskrevne dogmer. Det er svært at gøre noget forkert. Der er trosfrihed. Man
hylder dog ikke Hvidekrist under et blót, formaner Björg, men skulle man være eksempelvis
inuit eller hindu, er der plads til guder fra disse forestillingsverdener.
Björg er den intellektuelle kraft i Harreskovens Blótgilde. Hun taler
om rummelighed og moderne asatro. Blótgildet profilerer sig under Copenhagen
Pride. Religionshistorikere diskuterer, om de gamle nordboer var imod
homoseksualitet og kønsskifte, forklarer hun. Generelt måtte mænd ikke udvise
svaghed – ikke være passive, heller ikke seksuelt. Men Thor klædte sig på et
tidspunkt i brudedragt. Asamiljøet er fuldt af debat, og meningsudvekslingerne kan
gå så højt, at de kan føre til varigt uvenskab.
Heller ikke accepten af
kristendommen som dominerende religion i Danmark og Norden er der enighed om.
Som det hedder i visionserklæringen på blótgildets hjemmeside:
”I et samfund, der påberåber
sig at bygge på kristne værdier, er det i høj grad en politisk handling at
erklære sig som asatroende eller hedning. Asatroen er ikke en normativ
religion. Polyteistisk, etnisk eller hedensk religion er vokset ud af
menneskets og verdens natur. Monoteisme bygger på foragt for verden. Troen på
én gud medfører troen på én sandhed, én retfærdighed.”
Kritikken gælder ikke bare
kristendommen, men også jødedommen og islam. Dele af asatrosmiljøet i Danmark
er stærkt højreorienteret, nationalistisk og indvandrerfjendsk. Højrefløjen
blandt de asatroende taler om etnopluralisme. Alle folk er ligeværdige. Men de
hører hjemme, hvor de kommer fra.
Den slags tanker tager Harreskovens Blótgilde afstand fra.
Tre skålrunder og et solhjul
Det store, snoede kohorn fyldes op af Björg og Pia. I fællesskab har
de brygget mjøden af honning og hyldeblomst. Man skal drikke forsigtigt og
holde spidsen af hornet ud til siden og samtidig ind mod kroppen, advarer de. Ellers
opstår der undertryk, og den mørke væske skvulper op over næse og kinder. Første
skålrunde er til Odin og hans mest kendte kone.
– Hil Odin og Frigg!
Hver især løfter hornet mod
himlen og hylder gudeparret, før munden fyldes af den syrlige, ølagtige gamle
nordbodrik med en alkoholprocent på 14.
Anden skålrunde er til
frugtbarhedsguderne Frej og Freja, erotikkens guder, som Pia holder meget af.
Sidste runde er den fri skål.
Flere hylder forfædrene. Den spinkle unge kvinde med dobbeltring i næsen er med
for første gang sammen med sin mere erfarne kæreste. Hun har forberedt sig og
hylder vores allesammens natur.
Resten af mjødet ofres samme
sted som mælken. Vætterne, de små egnsguder, skal ikke mangle drik.
Björg takker og vil nu åbne
cirklen ved at gå den modsatte vej rundt. Hun fjerner det hjemmebagte solhjul
fra den øverste sten og beder deltagerne dreje en kvart omgang. I procession
går deltagerne med forsigtige skridt ud af stenkredsen og ned mod mosen, et par
hundrede mørke og smattede meter væk. Faklerne bæres med af fire af
blótgæsterne. De to kultforrettere synger en sang til Frejas ære.
Björg bryder sit økologiske
brød og kaster det stykke for stykke i forskellige retninger. Plask. Plask.
Dump, brød mod træstamme. Plask, plask, dump.
Ceremonien afsluttes med håndtryk og knus og store smil, før deltagerne
går op og sætter sig ved bålet. De åbner øl eller tanker op fra en termokande. Det
er tid til julemad for de asatroende. Bålstegt røget flæsk til kødspiserne, ristet
tofu til vegetarerne. Begge dele ledsaget af kogte kartofler og tyk persillesovs.
Her en times tid efter solnedgang er det astronomisk set ved at være
det allermørkeste tidspunkt på året, fortæller en nytilkommen midaldrende mand,
der er dukket op nede ved mosen, pludseligt ud af mørket med sved på overlæben.
Også den indvandrede kristendom fra Mellemøsten og Romerriget har lagt
sin mest folkekære højtid, lysfesten, omkring årets korteste dag. Björg siger,
at hun den 24. december vil fejre jul med sin familie. Med sin fætter i hånden
vil hun gå rundt om det nyfældede nåletræ. Og fætteren er menighedsrådsmedlem i
Mørkhøj.
***
FAKTA:
Asatroen i Danmark
I 1997 var Morten Grølheim, der i dag hedder Björg Sigrid Lund,
medstifter af de asatroendes landsorganisation, Forn Siðr. Den blev godkendt
som trossamfund af Kirkeministeriet i 2003.
Asa- og vanetrossamfundets navn betyder forne sæder eller fortidens
skikke. De fleste af de omkring tusind organiserede medlemmer af blótgrupper
hører ind under den landsdækkende forening.
Ud over de organiserede asatroende findes der skønsmæssigt også nogle
tusinde asadyrkere, som ikke har tilknytning til en forening. Nogle af dem går
selv ud i naturen og bloter. Andre mødes i små grupper – med eller uden
drikkehorn.
Mere information:
Harrekov Blótgilde: www.blotgilde.dk
Forn Siðr: www.fornsidr.dk
***
Fotos:
***
Copyright:
Rune Stefansson & Politiken, 2017
Baseret på bl.a. oplevelserne under midvinterblótet i Hareskoven har Rune Stefansson i november 2019 udgivet sin første kriminalroman uden Marcelo Krankl, Korsborg. Kort fortalt er det en krimi om en gruppe asatroende og deres kristne modstandere i en fiktiv sjællandsk by.
Læs meget mere på www.runestefansson.dk.
Læs meget mere på www.runestefansson.dk.