Romaner bliver sjældent til på en øde ø eller på et (u)isoleret loftskammer. En lang række arbejdskolleger, forfatterfæller, venner og pårørende har lyttet, læst, spurgt og givet råd igennem de år, jeg har arbejdet med Marcelo Krankl-projektet – der faktisk begyndte helt tilbage i 2002.
Stor tak til alle for engagement og opbakning! Og stor tak til Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgaard i det smukke bakkede landskab på Viborg-kanten. Her har jeg i tre omgange fået bevilget ophold for at skrive og redigere Blockbuster, første gang i sommeren 2008.
Ud over de kompetente forlagsfolk, jeg har samarbejdet med, har jeg grund til særligt at takke fire litterære hjælpere i forbindelse med udgivelsen af den første Marcelo Krankl-bog: Finn, Per, Søren og Martin.
Her vil jeg fortælle lidt om deres roller og deres bidrag til projektet og på den måde vise, at forfatteren – ligesom den moderne detektiv – er dybt afhængig af sit netværk. Romantiske forestillinger om forfatteren som enerådigt geni og detektiven som smågenial ensom ulv kan man godt pakke sammen, i hvert fald i mit og i min detektivhovedperson, Marcelo Krankls tilfælde.
***
Det var ikke mig, der opfandt detektivmiljøet i Blockbuster – Marcelo, Konrad, Toni, Jessica osv. Det var Per Bergholdt Jensen, Søren Toft og mig i fællesskab. Tre gode venner, der egentlig bare havde aftalt at mødes og lave en litteraturklub, hvor vi diskuterede bøger, forfattere og litterære emner. Men så tog fanden ved os.
Undfangelsen skete i efteråret 2002. I forvejen gav vi løbende kritik på hinandens skriverier, især noveller. Jeg havde allerede udgivet en bog, Sydamerikas sjæl – reportage og interview (Tiderne Skifter, 1998), og Søren havde novellesamlingen Ilmarch (Samlerens Forlag, 2003) på vej, så helt grønne var vi ikke. Og vi havde alle læst dansk eller litteraturvidenskab på Københavns Universitet, ikke verdens mest kreative uddannelser, men alligevel.
Pludselig var der en af os (formentlig Per, men jeg er ikke sikker), som sagde: ”Skal vi ikke skrive en krimi?” Og så gik vi i gang, ligesom når børn begynder at lege. Hovedpersonen skulle være en ung latino-detektiv (Per og jeg havde rejst sammen i Sydamerika flere gange), ungkarl og scorefyr, bo på Frederiksberg, samarbejde med en gammel knark af en privatopdager, der kunne lære ham faget fra bunden. Marcelo Krankl blev født.
Over to-tre aftener og nogle flasker billig chilensk rødvin fra Netto udviklede vi et plot om gangsteren Bjørnen, et kunsttyveri (Købkes portræt af sin bagermesterfar) og en underskøn rødhåret kvindelig klient fra USA, som Marcelo straks faldt for, men som viste sig at være noget andet, end hvad hun gav sig ud for. Konrad var ved at blive slået ihjel i introen, og Marcelo måtte for første gang prøve at stå på egne ben i en kompliceret og farefuld sag. Stilen skulle være noir med elementer af drengerøv.
Og så derudaf. Per skrev kapitel 1, Søren kapitel 2 og jeg kapitel 3 (eller noget i den stil). Vi skrev kapitlerne på samme tid, kapitel 4-6, 7-9 osv., og mødtes efterfølgende for at justere handling, stil og detaljer. For man må nok sige, at vores planlægning var det svage punkt.
Et års tid senere havde vi 140 sider, sådan cirka en halv roman i førsteudkastet. Den første gejst havde lagt sig, koordineringen haltede, og vi måtte erkende, at plottet trængte til en afstivning, fordi fundamentet var lidt tyndt – temmelig uplanlagt, som det hele havde været fra starten.
Per og Søren havde travlt med andre projekter og trak sig ud af krimiskrivningen. Jeg fik lov til at gå solo med Marcelo og nød at slippe for koordineringen. Jeg fik smag for friheden til selv at bestemme handling og detaljer, men savnede drengene, den fælles energi og den fandenivoldske idérigdom.
***
Sommeren 2006 var jeg færdig med manuskriptet, der undervejs havde skiftet titel fra det psykologisk orienterede ”Portræt af en far” til det ramasjangprægede ”Krankl. Først mord”. Manuskriptet fik pæne ord med på vejen af et par af de store forlag. Den mest begejstrede redaktør skiftede job til et forlag, der ikke udgiver krimier – sur røv! Hans efterfølger var mildest talt ikke begejstret.
Gyldendal foreslog mig at skrive manus igennem, og så gik der et år mere med det, før forlaget til sidst besluttede sig til at opfordre mig til at skrive en ny historie med Marcelo og co. Redaktørerne på Gyldendal var vilde med min stil, sproget og persongalleriet, ikke mindst ”ham Marcelo”. Men plottet i historien om kunsttyveriet holdt ikke, mente de.
Jeg var en smule nede efter næsten fem års arbejde … Omvendt glædede jeg mig til at gå i gang med at skrive en ny roman efter at have siddet og redigeret og redigeret og redigeret … Blockbuster var på vej!
For en forfatter er noget af det bedste i verden jo at skrive, så skriveprocessen var en stor, stor fornøjelse. Gyldendals kompetente krimiredaktør var også begejstret over resultatet, men projektet blev bremset af en muligvis lidt mavesur ekstern konsulent, som også havde ytret sig negativt om mit første manuskript. Heldigvis var Byens Forlag hurtigt klar med en kontrakt, da jeg efterfølgende valgte at sende manus til et lille forlag med noget mere smidige arbejdsgange.
***
Per og især Søren læser stadig med. De har været med til at diskutere kapitelsynopsen (den femten sider lange detaljerede plan) for Blockbuster. Og de har læst afsnit igennem, kommenteret dem og foreslået ændringer.
Per bor i Mellemamerika, hvor tredje del af romanen foregår, og han har ikke mindst inspireret med sine beretninger om det ellers så smukke Guatemalas skyggesider og konkret med sin viden om mellemamerikanske børnehjem.
Med et lille glimt i øjet har jeg tituleret Søren ”advokat for den menneskelige dybde” i mit krimiprojekt. Han har bl.a. insisteret på, at der skulle ske noget med Marcelo på det personlige plan, når han kom til Argentina (del to ud af fire). Han har også skoset Sofia – klienten – i de første versioner af Blockbuster. Hun var for flad, og beskrivelserne af hende var fulde af klicheer.
***
Men som en anden af mine litterære hjælpere, min far, Finn Stefánsson (han insisterer på accenten over det islandske efternavn), sagde: Ja, der er for mange klicheer, men beskrivelserne af Sofia er jo set gennem Marcelo, og derfor er de også med til at karakterisere ham som letantændelig latino.
… Til tider er det besværligt at have mere end én litterær hjælper. De er ikke altid enige om tingene. At skrive en roman er ikke en demokratisk proces. Forfatteren må i sidste ende altid selv foretage sine valg. Problemet er, hvis han bliver forvirret af de mange gode, men modstridende råd.
Men så slemt er det heller ikke – bare et eksempel på, hvorfor man ikke skal have ti hjælpere. Højst nogle få, som man stoler meget på. Folk, der kan inspirere, og som har en sikker evne til at vurdere et manuskript.
Sådan en er min far. Han har selv udgivet et utal af fagbøger og opslagsværker inden for litteratur- og religionsområdet, foruden et hav af kronikker og essays. Han er litterær smagsdommer af høj klasse, et sikkert kompas, hvis teksten skejer ud, en sproglig perfektionist og et omvandrende leksikon, der ved alt muligt.
Og så er han en læsehest, der ikke tøver med at sige ja til med få dages frist at gennemlæse et 350 siders manuskript for tredje gang for at give sin mening til kende.
Psykologisk kan man selvfølgelig have sin mening om, hvorfor en søn følger i kølvandet på sin forfatterfar. Fordi farmand vægter det skrevne ord over alt andet, og sønnike gerne vil trænge ind til ham og opnå hans anerkendelse? Nå, det er en anden snak. Ofte går interesser og talenter i arv, og det er fantastisk at dele passion med en af de nærmeste i familien.
***
Endelig er der Martin Kure, min meget gode ven tilbage fra tiden på ”Litvid” på universitetet. Ud over alt det andet, vores venskab rummer, er han en utrættelig læser, kritiker, inspirator og vejleder. Han er så entusiastisk, at han kan finde på at rykke mig for nye afsnit af et krimimanuskript, når han savner at læse nyt om Marcelo.
Ikke nok med det – Martin holder også af at læse manuskriptet i flere versioner. De to hidtidige manuskripter er nemlig, som de fleste andre bøger, blevet gennemskrevet, justeret og redigeret i flere omgange. (Hvem der bare kunne skrive den perfekte i roman i første hug!). Også genlæsningen bærer normalt frugt. Martins læsning af Blockbuster i version 2 kostede således en ikke uvæsentlig aktør livet (jeg siger ikke hvem) …
Min gode ven elsker at diskutere, udvikle ideer og fortælle mig om andre krimier, som jeg ikke selv har haft tid til at læse. Hverken Martin eller jeg var krimifreaks, før jeg sammen med noir-drengene gik i gang med den første Marcelo-historie, men han er ligesom jeg blevet grebet af det – uden selv at have ambitioner om at skrive skønlitteratur. (Det har de fleste litterater ellers haft på et tidspunkt i deres liv, tror jeg).
Martin er især på plottet, en logikkens mester, som altid sætter sin finger på, hvor det planlagte plot eller de skrevne afsnit rummer huller eller usandsynlige elementer. Men bedst som jeg sidder i lænestolen over for ham med en tysk, tjekkisk eller belgisk øl i hånden efter en ellers hyggelig middag og ærgrer mig over, at jeg har kvajet mig med plottet … når jeg kort sagt er længst nede … så hiver han et es ud af ærmet: Du kunne jo fx lade Marcelo/Konrad/Mackie … Og så går det derudaf. Ikke at jeg altid følger hans forslag – lidt stædig er man vel i sin ejerskabsfornemmelse. Men meget ofte får hans ideer mig på sporet igen, og vi sidder og udvikler elementer af plottet i en lykkelig pingpong.
Selv er jeg ingen hukommelsesmester, men det er Martin. Nogle gange er det ham, som minder mig om detaljer i min egen tekst, som jeg lige har glemt. Eller ting, vi har konkluderet et år eller to eller tre før.
Som en særlig cadeau har jeg ladet en biperson i Blockbuster ligne Martin på en prik. Jeg glædede mig som et lille barn til, at han skulle læse det.
– Ham hackeren, han virker rigtig sympatisk, lød min vens muntre kommentar i telefonen.
Begge arbejder med it, og så siger jeg ikke mere.
Uden Martin ville romanen være en helt anden. Ja, uden hans opbakning var der måske slet ingen krimi. Men en særlig aktie i Blockbuster har han i skurken (hvis navn jeg heller ikke nævner her). Martin havde forelsket sig i intelligente skurke og nævnte professor Moriarty, Sherlock Holmes’ ærkefjende, som et af sine eksempler.
Ikke for ingenting har min gamle ven med klæbehjernen studeret lidt filosofi på universitetet engang, og han forsøgte endnu en gang at inspirere mig, da jeg havde vist ham første del af Blockbuster, første version: Kendte jeg måske noget til den filosofiske retning utililitarismen og Robert Nozicks utilitaristiske monster? Han forklarede, hvad han mente, og jeg indså, at det var lige, hvad der manglede. Råt åd jeg forslaget om at gøre den i forvejen machiavelliske skurk til en endnu mere udspekuleret utilitarist.
Læs mere om Det utilitaristiske monster.
