– Du har ikke nogen insiderviden, vel? spurgte redaktøren på Gyldendal, som jeg samarbejde med i et par år, før vi gik hver til sit, og Byens Forlag overtog Blockbuster.
Det var ikke første gang, Gyldendals redaktør forhørte sig om det. Han havde bekymret sig om det gennem hele processen, fra vi drøftede ideen første gang, til han så synopsen og læste de første kapitler. Måske fantaserede han om sagsanlæg af dimensioner, der kunne få det hæderkronende, flere hundrede år gamle mahogniforlag, landets største, til at synke i knæ.
Nogle af min romans skurke arbejder hos den danske insulinproducent Nord, der minder lidt om en virkelig dansk insulingigant. Nord ligger i Bagsværd, ikke Ballerup. Nord opstod ved fusion i 1987, ikke 1989. En af Nords to modervirksomheder blev stiftet af Hagensen, ikke Hagedorn. Og Nord er ved at bringe Cronutide, ikke Liraglutide (eller mere korrekt det Liraglutide-baserede præparat Victoza), på markedet. Det var den slags ting, redaktøren tænkte på.
Come on, kylling, lød det inde i mit hoved. Hvad ville egentlig være bedre markedsføring for min bog end en retssag, medicinalgigant mod forlag og forfatter? Pressen ville elske det. Sympatien ville være placeret på forhånd, den lille kunstner mod den store kapital. Selv hvis bogen blev trukket tilbage efter en retskendelse, kunne vi bare redigere teksten og sende den på gaden igen. Herregud, de små trykkeomkostninger i forhold til al den gratis opmærksomhed …
Men nej. Blockbuster afslører ingenting om konkrete, virkelige forhold i medico-industrien, som ikke allerede har været fremme i offentligheden. Jeg har kun gjort brug af åbne kilder i min research på dette felt. Men det er nu også rigeligt til, at man kan blive rigtig godt i tvivl om danske medicinalvirksomheders moral!
***
Før jeg gik i gang med krimien, anede jeg ingenting om diabetes og insulin. Medicin havde aldrig interesseret mig, selv om jeg stammer fra en lægeslægt: Min farfars far kom fra Reykjavík til København for at læse til læge. Min farfar – Kongen af Djursland – blev læge, og det samme gjorde min fars to brødre.
Trods ihærdig læsning om diabetes og insulin er jeg ikke stødt ind i nutidige skandaler som dem, der foregår i Danmark, Argentina og Guatemala i min bog. Medicinalvirksomhederne er aktieselskaber med omsætninger i milliardklassen. De er sårbare. Sort-hvide skandaler er sjældne, når det kommer til storkapitalens giganter i vore dage.
Derimod foregår der en hel masse i gråzonerne. Og hvor der er store penge, er der brodne kar. Det er det, min bog handler om. Fristelserne og de etiske dilemmaer – både for medicinalproducenterne og andre aktører.
***
I fiktion sætter man det hele på spidsen. Krimien er vor tids store moralske fortælling – den beskæftiger sig med forholdet mellem godt og ondt. Som forfatter finder man hurtigt ud af, at det Onde er interessant, men også, at ondskaben næsten altid er indlejret i det almindelige, det hverdagsagtige, i samfundets strukturer, som det bl.a. viser sig i medicinalindustriens konfliktfyldte dobbeltmål om både at tjene penge og forbedre eller redde de syges liv.
I virkeligheden er det onde og det gode næsten altid blandet sammen. Og som sådan er det langt mere interessant, langt mere komplekst, langt mere åbent for årvågne læseres tolkninger.
I min bog gør de onde gode ting og de gode onde ting. Sort bliver hvidt, og hvidt bliver sort. Det er i gråzonerne, vi finder i de fleste af virkelighedens dilemmaer.
***
Medicinalindustrien er moralsk og etisk superinteressant. For på den ene side er der ingen tvivl om, at opfindelsen af ny medicin kan gavne dem, der har adgang til den (dvs. især os i den rige del af verden) – og i nogle tilfælde redde deres liv. På den anden side går de fleste medicinalvirksomheder målrettet efter at tjene så mange penge som muligt, uanset hvor meget de fremhæver etik og almenvel i deres fine mission statements.
Og det har konsekvenser for alle, der har behov for medicin – mennesker i den tredje verden, der ikke har råd til den eller bliver snydt af fupmedicin, og velstillede i Vesten. Vestens velstillede som tabere? Ja, for lægerne i de rige lande bliver i mange tilfælde uheldigt påvirket af industriens kampagneapparater, der helt naturligt har til formål at sælge så meget medicin som muligt.
Virkelighedens medicinalgiganter gribes sjældent i at begå regulære kriminelle handlinger. Det sker dog af og ting, fx i ”olie-for-mad-skandalen” i Irak, en sag om bestikkelse og returkommission til Saddam Husseins regime, hvor flere af de største og mest prominente danske virksomheder havde deres andel.
Men virksomhederne excellerer i ekstremt velgennemført økonomisk og holdningsmæssig påvirkning af gatekeeperne i medicinens verden, altså læger og sygeplejersker; det sker bl.a. i de såkaldte disease awareness-kampagner. Dem, der ordinerer medicinen, sikrer jo medicinalproducenternes indtægter.
Men hov, inden de når så langt, skal de have deres medicin godkendt af lægemiddelstyrelserne i USA, EU og Japan. Det kræver årelange test på tusindvis af patienter, og det kræver en ufatteligt omfattende dokumentation. Når virksomhederne præsenterer deres materiale for EU’s lægemiddelstyrelse, European Medicines Agency, eller Federal Drug Agency i USA går de ofte til kanten af, hvad der er basis for at konkludere. I enkelte tilfælde kan der være tale om regulær datavask (læs fx om casen Novoseven).
Datavask vil sige, at man undertrykker eller skjuler de rapporter, der tyder på, at medicinen ikke virker – og fortegner dermed billedet af medicinens effekt. Det lyder teknisk. Men faktisk kan du selv risikere at dø af det, en dag, du har været uheldig og skal på operationsbordet. Lægen troede, at medicinen, der skulle holde dig i live, virkede … Det gjorde den bare ikke. Eller også havde den en alvorlig bivirkning – operationen lykkedes, men patienten døde. Synd for lille dig. Men godt for A/S Medicins aktionærer.
Mere om medicin – bøger og organisationer
Hvis du vil vide mere om medicinalindustriens subtilt manipulerende påvirkningsarbejde af danske læger, bør du skynde dig at få fat i medicinaljournalisten Nina Vinther Andersens bog Vores piller (Tiderne Skifter, 2009). Bogen gennemgår en lang række eksempler på, hvordan påvirkningen foregår, og hævder, at lægernes selvforståelse er, at de ikke kan påvirkes. Alligevel bruger industrien milliarder af dollars på at ”oplyse” og efteruddanne dem. Er medicinalvirksomhederne så dumme, at de gladeligt kaster penge ud af vinduet uden at opnå noget som helst, eller er lægerne naive? Et godt råd i krimiverdenen er follow the money. Det lærer Marcelo Krankl, hovedpersonen i Blockbuster.
Nogle danske læger har indset, at det er et problem at være i lommen på dem, hvis produkter de skal anbefale deres patienter. De har sluttet sig sammen i organisationen Læger Uden Sponsor.
Institut for Rationel Farmakoterapi, der er knyttet til Lægemiddelstyrelsen, arbejder efter eget udsagn for at sikre ”afbalanceret information om den lægemiddelbehandling, som giver den største effekt, de færreste og mindst alvorlige bivirkninger til den lavest mulige behandlingspris”.
Instituttets sympatiske opgave lider dog under, at det er Davids kamp mod Goliat. Hvorfor afsætter det offentlige ikke langt flere resurser til en opgave, der i længden meget let vil tjene sig selv hjem? Lægerne burde ikke være overladt til medicinalindustriens langt stærkere kampagneapparater, der smører dem med gratis efteruddannelse i luksuøse omgivelser.
John le Carré har sat fokus på ulovlige medicinforsøg i den tredje verden med sin bestsellerroman The Constant Gardener (2001, på dansk Den standhaftige gartner, filmatiseret 2005). Le Carré henviser i spændingsromanen til den tyske organisation BUKO Pharma-Kampagne, som har til formål at holde øje med, hvad den tyske medicinalindustri foretager sig i den tredje verden.
Er du interesseret i, hvordan medicin bliver testet i den tredje verden, så læs endelig den amerikanske journalist Sonia Shahs grundige bog The Body Hunters: How the Drug Industry Tests Its Products On the World's Poorest Patients (2006). Bogen beskriver outsourcing af kliniske forsøg, dvs. hvordan fattige indere, kinesere, afrikanere og latinamerikanere er forsøgskaniner for medicin, der primært skal bruges af de velstillede i Vesten. Det er ikke nødvendigvis skidt for dem, økonomisk og sundhedsmæssigt. Kun nogle gange.
Carl Peter Værnet spiller en vis rolle i Blockbuster. Værnet (1893-1965) var en dansk læge, der blev forfremmet til Sturmbannführer (major) i SS og eksperimenterede med homoseksuelle i kz-lejren Buchenwald i 1944. Han indopererede sin opfindelse, ”den kunstige kirtel”, i 17 fanger, hvoraf to døde som følge af infektioner i forbindelse med operationen – ikke af den kunstige hormonkirtel i sig selv.
Efter krigen flygtede han fra dansk fangenskab til Buenos Aires, hvor Argentinas præsident, Juan Perón, med kyshånd tog imod nazistiske videnskabsmænd og krigsforbrydere, dels pga. af sympati og dels for at gøre sit land mere konkurrencedygtigt. Hans Davidsen-Nielsen har sammen med Jakob Rubin, Niels Høiby og Niels-Birger Danielsen udgivet biografien Værnet (Gyldendal, 2003), der kaster lys over den danske krigsforbryders liv.
Efter krigen flygtede han fra dansk fangenskab til Buenos Aires, hvor Argentinas præsident, Juan Perón, med kyshånd tog imod nazistiske videnskabsmænd og krigsforbrydere, dels pga. af sympati og dels for at gøre sit land mere konkurrencedygtigt. Hans Davidsen-Nielsen har sammen med Jakob Rubin, Niels Høiby og Niels-Birger Danielsen udgivet biografien Værnet (Gyldendal, 2003), der kaster lys over den danske krigsforbryders liv.
I Blockbuster nævnes også Statens Serum Institut, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med Tyskland om afprøvning af en plettyfusvaccine på 26 fanger i Buchenwald. Tre af kz-fangerne døde i ”Kopenhagen-forsøgene”. Efter krigen dækkede den danske stat over denne krigsforbrydelse, som ingen er blevet dømt for. Interesserede kan læse Henrik Tjørnelunds beretning Medicin uden grænser (Syddansk Universitetsforlag, 2007).
Diabetes- eller sukkersygemedicin er omdrejningspunktet i Blockbuster. Den historiske udvikling af insulin bliver beskrevet i Torsten Deckerts bog Dr. med. H.C. Hagedorn og det danske insulin-eventyr (Poul Kristensens Forlag, 1998). Hagedorn (1881-1971) var i 1923 en af stifterne af Nordisk Insulinlaboratorium, som i 1989 fusionerede med Novo Industri A/S og kom til at hedde Novo Nordisk A/S. Novo Nordisk beskriver selv sine centrale værdier således:
”At være redelig er det, der tæller. Vi bestræber os dagligt på at finde den rette balance mellem medmenneskelighed og konkurrencedygtighed, det korte og det lange sigt, egeninteresse og hensynet til kolleger og samfund, arbejde og familieliv.”
En medicinalproducents dobbelte mål – det humanitære og det profitsøgende, det næstekærlige og det egennyttige – kan næppe udtrykkes klarere.
